Onsdag morgen er der sat togbusser ind mellem Holstebro og Struer på grund af en personpåkørsel, der har kostet en mand livet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til BT

»Klokken 06.51 får vi en 112-melding fra en fodgænger. Fodgængeren står ved jernbaneoverkørslen mellem Gammel Struervej og og Stationsvej. Han fortæller, at en person er blevet ramt af et tog, der kom fra Struer og var på vej mod Holstebro. Person er afgået ved døden,« siger vagtchef Allan Riis og tilføjer:

»Bommene og teknikken ude på stedet virkede, som det skulle. Men på en eller anden måde har personen altså ignoreret det. Der er intet, der tyder på selvmord, men snarere uforsigtighed.«

Ifølge Ritzau skulle manden have trodset bommen ganske få øjeblikke inden, han blev ramt. Lokomotivføreren nåede at se manden og gav i den forbindelse alarmsignal, men var ikke i stand til at bremse toget, inden manden blev påkørt.

Allan Riis oplyser, at man i øjeblikket er ved at identificere personen, men at der er tale om en mand.

DSB oplyser, at man forventer at køre normalt igen klokken 9.

Opdateres...