Et sprøjt med peberspray var alt, hvad der skulle til for at pacificere 25-årige Oliver Dalgaard, da han opførte sig truende med en kniv i Kaløvigparken. Men da to betjente skulle lægge ham i håndjern, kom situationen ud af kontrol.

Lørdag aften afgik Oliver Dalgaards ved døden på Skejby Sygehus efter at være blevet ramt af adskillige skud fra politiets tjenestepistoler.

Politiet holder kortene tæt ind til kroppen, og selv Oliver Dalgaards far og mor har ikke kunnet få svar på, hvad der skete op til deres søns død. Det kan B.T. nu fortælle.

Et vidne, der overværede hele forløbet, har indvilget i at dele sin udlægning af, hvad der skete under den anholdelse, der førte til Oliver Dalgaards død. Vidnet fortæller sin historie under forudsætning af anonymitet. Vidnets identitet er redaktionen bekendt.

Oliver Dalgaard blev i en alder af 25 år skudt af politiet i Hornslet. B.T. har fået tilladelse fra hans far og mor til at bringe billedet.
Oliver Dalgaard blev i en alder af 25 år skudt af politiet i Hornslet. B.T. har fået tilladelse fra hans far og mor til at bringe billedet. Foto: Privatfoto
Vis mere

Lørdag formiddag bemærkede flere beboere i Kaløvigparken, at 25-årige Oliver Dalgaard råbte om hjælp inde fra sin lejlighed. De spurgte ham, hvad de kunne hjælpe ham med, men fik ikke noget klart svar.

»I 40 minutter forsøger de at komme i kontakt med ham,« siger vidnet.

Da Oliver Dalgaard på et tidspunkt viftede med en machetelignende kniv, valgte en beboer at ringe til politiet.

Østjyllands Politi har i en pressemeddelelse oplyst, at politiet klokken 11.19 kørte ud til adressen efter at have modtaget en anmeldelse om en mand bevæbnet med en kniv, der opførte sig truende.

Ifølge vidnet havde Oliver Dalgaard barrikaderet sig i lejligheden ved at låse døren. Da politiet ankom, sprang han ud ad vinduet på første sal og ned på parkeringspladsen foran rækkehuset.

»Politiet råber til ham, at han skal smide kniven. Han råber tilbage, hvorfor han skal det. De sprayer ham med peberspray, og det får ham til at smide kniven. De får ham lagt ned og skal til at anholde ham,« fortæller vidnet.

Den ene betjent satte sig foran på Oliver Dalgaard og skulle til at lægge ham i håndjern. Den anden sad længere tilbage og holdt hans ben fast. Situationen lod til at være under kontrol, og beboerne følte sig trygge, men så gik det pludselig galt.

Oliver Dalgaard fik sparket til den bageste betjents bælte, så en genstand røg af bæltet. Det fik den bageste betjent til at trække sig væk fra arrestanten for at samle genstanden op, og da den anden betjent ikke længere kunne holde Oliver Dalgaard nede, trak han sig også.

Foto: Øxenholt Foto
Vis mere


Vidnet fortæller, at Oliver rejste sig op i bokserstilling med paraderne oppe, men at han nu var ubevæbnet.

»Han er helt omtumlet og virker som en, der er meget fuld eller påvirket. Han tager et skridt frem, og så skyder de ham i benet,« fortæller vidnet.

Skuddet standsede imidlertid ikke Oliver Dalgaard. Han sparkede ud i luften mod betjentene og vendte sig bagefter om og løb hen mod kniven igen. Det fik betjentene til at skyde ham igen.

»Han får fat i kniven, og igen beder de ham om at slippe kniven. Der er tre veje, han kan slippe væk, og der er kun to betjente til at dække ham op. Han løber i retning af et område, hvor der er en legeplads, og så skyder de ham tredje gang, denne gang i torso,« fortæller vidnet.

Oliver Dalgaard blev ramt af fem skud. Han gennemgik flere operationer og fik blodtransfusioner, inden han afgik ved døden på Skejby Sygehus.
Oliver Dalgaard blev ramt af fem skud. Han gennemgik flere operationer og fik blodtransfusioner, inden han afgik ved døden på Skejby Sygehus.
Vis mere

En læge har til familien sagt, at Oliver Dalgaard blev skudt fem gange i arm, ben, skulder, mave og bryst. Vidnet hørte dog kun tre skud blive affyret.

Hårdt såret tog Oliver Dalgaard fat i et dørhåndtag til en lejlighed, men døren viste sig at være låst. Dernæst tog han fat i dørhåndtaget til en anden lejlighed, hvor døren ikke var låst.

Beboerne i lejligheden var hjemme, men forlod den via bagdøren, da den hårdt sårede mand kom ind. Oliver Dalgaard låste begge døre i et forsøg på at forskanse sig, men faldt kort efter om i lejligheden.

Vidnet er meget forbavset over, at situationen udviklede sig, som den gjorde, og synes, at politiet brugte unødvendig meget magt.

»Jeg synes ikke, de har handlet, som de skulle. Jeg var tryg i situationen og følte ikke, vi var i fare. De skyder ham lige efter, de har haft ham nede og ligge. Det var muligt at pacificere ham med peberspray, og han havde ikke kniven på sig, da de skød ham første gang,« siger vidnet.

B.T. har også været i kontakt med et andet vidne, som bekræfter dele af forløbet. Det vidne så dog ikke selve anholdelsen og skudafgivelsen. Flere beboere, som B.T. har talt med, beskriver Oliver Dalgaard som en ung mand, der ellers virkede glad og normal og ikke havde problemer med andre beboere i området.

Østjyllands Politi har i en pressemeddelelse bekræftet, at politiet under en politiforretning afgav politiet skud mod en person, som blev ramt flere steder på kroppen. Senere bekræftede de også, at personen afgik ved døden.

Sagen bliver nu efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der på grund af den igangværende efterforskning ikke har yderligere kommentarer til hændelsesforløbet.