Han havde netop mast en femårig pige til døde med sin bil mod en husmur og også ramt hendes mor.
Alligevel valgte den 21-årige dødsbilist Helmi Mossa Hameed straks at flygte i stedet for at hjælpe sine ofre.
Også selv om flere vidner på gerningsstedet forsøgte at få ham til at blive.
Det kom frem mandag formiddag ved Retten på Frederiksberg, hvor den 21-årige dødsbilist er tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder mod den lille pige.
Dødsbilisten er også tiltalt for på hensynsløs måde at have udsat den femårige piges mor for livsfare. Samtidig med, at hendes datter blev dræbt, blev moderen væltet omkuld og slog hovedet ind i husmuren ved gerningsstedet på Peter Bangs Vej ud for 252 den skæbnesvangre eftermiddag 28. oktober sidste år.
En sygeplejerske, der var på vej hjem fra arbejde, var ganske tæt på ulykken, og bad straks dødsbilisten blive på stedet.
»Han var den eneste, der bevæger sig væk fra ulykken. Alle andre ilede til for at hjælpe eller stod lamslåede. Jeg sagde til ham, at han ikke bare kunne forlade stedet, når det var hans skyld. Men han svarede bare, at han skulle ned til de andre, og fortsatte med at gå væk, mens vi kunne høre skrigene fra den lille piges mor,« fortalte sygeplejersken fra vidneskranken.
Også en mandligt vidne, der opdagede dødsulykken fra sit hjem i nærheden, forsøgte forgæves at få dødsbilisten til ikke at stikke af.
Han spørger højt og tydeligt den 21-årige mand, hvor han skal hen. Svaret er, at han har i sinde at løbe efter hjælp. Det undrer vidnet, da alle andre har mobiltelefoner, og han udtrykkeligt siger til dødsbilisten, at han skal blive på stedet.
Mindre end et minut tidligere havde han siddet bag rattet i den sorte Passat, der under kraftig acceleration kørte frem for ubetinget vigepligt fra Sæbyholmsvej og fortsatte tværs over Peter Bangs Vej og op på fortovet, hvor pigen og moderen gik.
Ifølge politiet var dødsbilisten i en rus af både kokain og lattergas.
Den lille pige kom i klemme mellem husmuren og bilen og afgik ved døden på stedet.
Af anklageskriftet mod gerningsmanden fremgår det, at pigen ved påkørslen fik knust sit hoved og brystkassen.
Den 21-årige dødsbilist er ved retssagen i Retten på Frederiksberg tiltalt i 35 forhold i et omfattende anklageskrift, der fylder 12 sider.
Han har erkendt sig skyldig i uagtsomt manddrab i forbindelse med ulykken på Peter Bangs Vej. Men han afviser, at han skulle have være påvirket af lattergas, da det skete, og at der skulle være tale om særligt skærpende omstændigheder.
