Han hører skrig. Folk løber og råber.

Gihed ser, at en bil brager ind i to mennesker. De lander på jorden. De ligger helt stille.

»Pas på! Væk! Væk!,« råber folk.

Skrigene og gråden fylder. Der er kaos. En dame falder om på stolen foran ham.

23-årige Gihed tror, at han skal dø nu. Han løber ud på et toilet og gemmer sig.

»Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tror, at han vil komme og skyde. Han kører, og folk flyver. Måske vil der komme en bil mere. Jeg er bange for at dø,« siger Gihed.

Onsdag formiddag var Gihed og hans ven, 23-årige Feyzo Berisha, vidner til, at en bil torpederede ind i en menneskemængde ved Kurfürstendamm i Berlin.

De sad på en café og drak appelsinjuice og kaffe 25 meter fra det hjørne, hvor gerningsmanden påkørte og dræbte en kvindelig lærer og sårede adskillige personer.

Gihed (tv.) og Feyzo (th.) sad på denne café onsdag formiddag, da en bil torpederede en menneskemængde få meter fra dem.
Gihed (tv.) og Feyzo (th.) sad på denne café onsdag formiddag, da en bil torpederede en menneskemængde få meter fra dem.
Vis mere

B.T. møder Gihed og Feyzo på samme café onsdag aften, syv timer efter de voldsomme scener, der udspillede sig foran dem.

Feyzo trækker vejret dybt.

»Vi er i chok. Vi tror ikke, at det er sket. Vi har ikke indset, at det er rigtigt,« siger han.

Normalt er der fyldt med liv i gaderne ved Kurfürstendamm, som er et af de populære turistområder i storbyen.

Men nu er gaderne omdannet til blåt og rødt blink. Et stort område er afspærret, og der står adskillige betjente overalt.

De lokale er chokerede over, hvad der er sket.

Flere på gaden fortæller, at de får associationer tilbage til terrorangrebet i 2016, hvor 12 blev dræbt og 70 såret, da en gerningsmand bragede ind i et julemarked i lastbil.

Det er endnu sparsomt med oplysninger om, hvorfor den formodede gerningsmand kørte ind i menneskemængden onsdag formiddag. Om det var en ulykke eller med vilje.

Gihed og Feyzo husker også angrebet i 2016. Det skete et par hundrede meter fra caféen.

»Nu er det her. Lige foran os,« siger Gihed.

Mens han fortæller, begynder politiet at ophæve nogle af afspærringerne på hjørnet.

Brandmænd kommer til og ruller en slange ud.

De spuler med vand og skrubber fliserne med en kost på de steder, hvor der tidligere lå mennesker med ansigtet mod jorden.

»Jeg fatter det ikke. Folk er døde her. Jeg forstår det ikke,« siger Gihed.