Redaktør på Information Niels Ivar Larsen var til stede ved debatmødet »Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed« i kulturhuset Krudttønden, der lørdag blev afbrudt af skudsalver fra en ukendt gerningsmand. Redaktøren oplevede episoden på tætteste hold:

»Der lød skudslaver og hadefulde tilråb, jeg kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Politiet besvarede ilden, og der opstod panik blandt tilhørerne. jeg gemte mig bag baren,« fortæller redaktøren til TV 2 News.

»En PET-agent blev ramt i benet, og jeg har set en politimand med blod i ansigtet. Der var også en tilhører, som blev ramt. Han så ilde tilret ud, og han fik hjertemassage,« fortæller Niels Ivar Larsen videre.

Den svenske muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks deltog også ved mødet, men han er ikke blevet ramt af skud. Til gengæld bekræfter politiet, at tre politimænd er såret, og en gerningsmand er på fri fod.

Niels Ivar Larsen er dybt chokeret over episoden:

»Det var en underlig følelse. Det føltes næsten som en film. Det er stadig ikke gået op for mig, at det er virkelighed. Mange flygtede ud i køkkenet eller forsøgte at gemme sig bag baren lige som jeg selv,« siger han.

Også satireforskeren Dennis Meyhoff Brink var til stede ved arrangementet. Han oplevde også tumulten på tætteste hold:

»Der kom 30 skud fra entreen. Det lød som et fyrværkeri. Jeg troede næsten ikke, at det kunne være sandt. Gerningsmanden kom ikke ind i lokalet, hvor vi sad. Han blev ude i entreen, hvor politifolk og PET-folk befandt sig,« sagde Dennis Meyhoff Brink til TV 2 News.