Torsdag var Sonja Bang-Møller med sin mand Holger, deres 11-årige søn og sønnens veninde i Tivoli Friheden.

Men nu er forlystelsesparken lukket ned efter en alvorlig ulykke, hvor den bagerste vogn i Cobra-rutsjebanen brækkede af under kørslen.

Og Sonja Bang-Møller står tilbage med to ængstelige børn og et traume fra at have overværet, og ikke mindst hørt ulykken, hvor to personer kom til skade – og hvor det siden er blevet meldt ud, at en 14-årig pige mistede livet.

»Vi står lige ved siden af, fordi min mand er oppe i et andet tårn. Min søn er allerede lidt påvirket af, at hans far er oppe i noget, han synes er ret vildt. Men så pludselig hører vi en mærkelig, mærkelig høj lyd omme fra Cobraen,« fortæller en berørt Sonja Bang-Møller til B.T.

»Jeg vender mig om, og så ser jeg, at vognen er gået løs, og at der sidder nogen i den, mens den hamrer ind mod de andre vogne. Det var en virkelig voldsom lyd. Rutsjebanen forsøger at køre videre, men den kan ikke flytte sig, og den bageste vogn hænger og dingler.«

Sonja Bang-Møller får straks grebet fat om de to børn, så de ikke skal se mere af den voldsomme ulykke.

Hendes søn »knækker fuldstændig«. Stærkt påvirket af den voldsomme lyd af vognene, der hamrer sammen, og i frygt for sin far, der stadig ikke er kommet ned fra sin rutsjebanetur i en anden forlystelse.

Men familien finder kort efter hinanden og søger mod udgangen, mens de forsøger at stoppe folk, der går mod forlystelsen.

Foto: Tivoli Friheden
Vis mere

De går i informationsdisken og får deres penge for billetterne tilbage, og børnene får en sodavand i en nærliggende kiosk.

Men krisehjælp kan de ikke få fra Tivoli, med mindre de er pårørende.

»Vi har prøvet vores egen læge, for vi skal have noget krisehjælp. Jeg har en søn, der aldrig mere vil tilbage i Tivoli, for det var virkelig voldsomt. Jeg er ked af det, jeg har ondt i maven, og jeg kan konstant høre lyden og se for mig, da vognene hamrede sammen.«

Familien håber nu på hjælp til, hvordan de kan tale med børnene om oplevelsen – og til at bearbejde den.