»Jeg hørte de fire-fem skud, som politiet affyrede, og løb straks ud på gaden. Her var der panik og folk løb grædende væk fra stedet.«

Sådan fortæller et øjenvidne onsdag middag til B.T. om skudepisoden på Kongens Nytorv, hvor en knivbevæbnet mand klokken 10.27 blev ramt af skud fra politiet.

Den unge kvinde kunne umiddelbart efter skuddene se flere mennesker løbe chokerede og skræmte væk fra den midterste del af Kongens Nytorv.

»Jeg så som det første nogle piger komme løbende og græde. Det var unge piger – måske gymnasiepiger. Og også andre mennesker skyndte sig at løbe væk fra det grønne område inde på midten af Kongens Nytorv, hvor jeg tror de har siddet i solen,« tilføjer øjenvidnet.

Ifølge andre øjenvidner på stedet havde manden, der tilsyneladende blev skudt i benet, umiddelbart forinden svinget med en meget stor kniv, der havde skabt ængstelse.

»Jeg hørte, at han han havde svinget den rundt i luften næsten sabelagtigt. Han havde også en hund og en barnevogn og skulle have set ud til at være lidt psykisk syg. Han skulle flere gange have sagt noget i retning af 'Lad mig være – jeg vil slet ikke snakke med nogen',« tilføjer øjenvidnet til B.T.

»Det myldrede lige pludselig med store, sorte kassevogne og almindelige politibiler. Lidt efter kom der også en ambulance, og den ramte mand blev kørt væk i den,« fortæller den unge kvinde.

Hun havde i starten svært ved at tro, at det virkelig var skud, som hun havde hørt og som udløste den øjeblikkelige panik.

»Vi bor jo i Danmark, nåede jeg at tænke. Og da jeg hørte, at politiet havde skudt en, så undrede jeg mig bare og syntes, at det var vildt mærkeligt. Jeg er lidt chokeret,« erkender øjenvidnet, der ikke ønsker sit navn frem.

Andre læser også