Politifolkene gik grundigt til værks, da Remees natklub Museo Club i det indre København natten til lørdag var midtpunkt for en storstilet narkorazzia.

Et øjenvidne fortæller til B.T., at alle de feststemte og velklædte gæster og ansatte på natklubben blev kropsvisiteret efter tur af de omkring 25 politifolk, der også havde hjælp fra seks narkohunde.

»Indgangene blev bevogtet af politifolk i de omkring et par timer, som aktionen varede. Alle på natklubben skulle kropsvisiteres, og politifolkene havde også en megafon med, så der kunne gives tydelige beskeder,« fortæller en fotograf, der var på stedet i embeds medfør, men ønsker at være anonym.

»De gæster, der stod på natklubbens udendørs rygeterrasse, fik besked på at gå ind på dansegulvet og stille sig op, så politifolkene havde bedre styr på dem. Og i hvert fald to gæster blev slæbt ud fra natklubben i håndjern,« tilføjer han.

En af de anholdte i håndjern var så tydeligt utilfreds med politiets behandling af ham, at han råbte og skreg på engelsk. Tilsyneladende i håb om, at hans venner skulle hjælpe ham.

Da politifolkene bad ham om at dæmpe sig, fik de ifølge øjenvidnet besked på at holde kæft og fucke af. Herefter blev den anholdte ført ind i en patruljevogn og kørt væk, selv om han angiveligt forsøgte at stritte imod.

»Det var også tydeligt, at ikke mindst nogle unge kvinder var slået ud af den dramatiske oplevelse, som narkorazziaen var. Nogle kom grædende ud i kulden kun i deres kjoler, så de bagefter måtte spørge dørmændene, om de ville gå ind og hente overtøjet til dem,« tilføjer øjenvidnet.

Københavns Politi slog til mod Remees natklub på en mistanke om, at der systematisk var blevet handlet med narko. Derfor havde man indhentet en dommerkendelse, så stedet og både gæster og ansatte kunne ransages.

Ved aktionen natten til lørdag blev der fundet kokain til eget brug hos tre gæster, ligesom der også blev fundet såkaldte snifferør hos et større antal gæster. Desuden blev der fundet »en mængde« kokain på selve natklubben, som det endnu ikke har været muligt at forbinde til en konkret ejer.

Du kan læse Remees reaktion på nattens narkoaktion her.