16-årige Nathalie vidnede onsdag til fordel for sin bedrageritiltalte mor - Janni Christensen - i Københavns Byret.

- Han var som en ekstra morfar for mig og gav mig tøjgaver.
 
Det fortalte Janni Christensens 16-årige datter Nathalie, da hun onsdag vidnede til fordel for sin mor i Københanvs Byret.



Janni - bedre kendt som Oddset Janni - er tiltalt i en sag om millionbedrageri mod en ældre, syg og alkoholiseret mand, som hun passede. Janni og to andre medtiltalte er anklaget for at have snydt manden for et millionbeløb.

Sagen har udviklet sig til lidt af en familiestrid. Det var nemlig Jannis eks-mand, der anmeldte hende, og han har også forsynet politiet med hemmelige lydoptagelser, der bliver brugt som bevis mod hende. Tidligere har også deres fælles søn vidnet mod sin mor.



Onsdag var det så den 16-årige datter Nathalies tur. Hun havde fået fri fra skole for at vidne for sin mor og mod sin far. 

Hun fortalte retten, at hun havde haft et tæt og familiært forhold til den ældre syge mand.

- Han gik meget op i mig og min skolegang, og han var lidt som en ekstra morfar for mig, sagde hun.

Hun indrømmede, at den ældre mand havde betalt meget af hendes tøj, men hun understregede, at der var tale om gaver.

- Hvis jeg sagde, at jeg manglede et par bukser, ville han gerne give mig dem. Jeg har blandt andet fået en vinterjakke af ham som gave og lidt andet tøj.



- Jeg kunne ikke lide selv at bede om gaverne, så det var især, når han selv tilbød mig dem. Jeg fandt tøjet på nettet, og han gav mig nummeret på sit betalingskort. Kun en enkelt gang, hvor jeg havde travlt, skrev jeg nummeret ned og købte tøjet senere om aftenen, sagde hun og fortsatte:

- Jeg kunne ikke finde på at købe andet tøj ellers.

Udover Janni Christensen er også to andre personer tiltalt i sagen, der forventes afsluttet i midten af maj.