Betjente affyrede onsdag aften skud mod en bil, hvorfra der blev skudt mod en gruppe unge i Ragnhildgade.

Københavnske betjente kom onsdag aften i ildkamp med nogle personer, der affyrede flere skud mod en gruppe unge.

Episoden fandt sted omkring klokken 19.48. Da kom en bil kørende ad Ragnhildgade og affyrede flere skud mod en gruppe unge.

»Vi står nærmest lige ved siden af, og betjente skyder tilbage mod bilen,« fortæller vicepolitiinspektør Rasmus Agerskov Schultz.

Vicepolitiinspektøren forklarer, at politiet på grund af skyderierne både i Nordvest-kvarteret og Herlev tirsdag aften var massivt til stede på Nørrebro og i Nordvestkvarteret, så borgerne kan føle sig trygge.

En person blev bragt til Bispebjerg Hospital, men blev efterfølgende flyttet til Rigshospitalet.

»Vi ved endnu ikke, om han er ramt af skud. Det er vi ved at få afklaret, ligesom vil leder efter den bil, der blev skudt fra,« siger vicepolitiinspektøren.

Ingen betjente blev ramt ved skudepisoden, bekræfter politiet.

Episoden skal nu undersøges nærmere af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og det er derfor begrænset, hvor meget politiet må udtale sig om den.

Politiet forventer dog at komme med en større udmelding om skudepisoden tidligt torsdag.

Det er anden aften i træk, at der bliver skudt i Københavnsområdet, og det har fået Københavns Politi til at indføre visitationszone på store dele af Nørrebro og i Nordvestkvarteret.

Tirsdag aften var der to skudepisoder - et i Herlev og et ved Lygten i Københavns Nordvestkvarter.

Poliiet på Ragnhildgade.
Poliiet på Ragnhildgade. Foto: Steven Knap
Vis mere

Ved skyderiet på Lygten blev en person ramt, men var ikke på noget tidspunkt i livsfare.

Det er uvist, om onsdagens skyderi har forbindelse til disse to episoder.

Både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi fortalte tidligere onsdag til Ritzau, at en række skyderier i hovedstadsområdet i den senere tid skyldes spændinger i bandemiljøet.

Teorien er, at skyderierne udspringer af en intern konflikt i en bande.

Politiet er massivt tilstede efter skyderi på Nørrebro.
Politiet er massivt tilstede efter skyderi på Nørrebro. Foto: Steven Knap
Vis mere

»Vi ved, at der er nogle uoverensstemmelser i en gruppering,« fortalte politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.

Han ønskede ikke at løfte sløret for, hvilken gruppering der er tale om. Men ifølge Ritzaus oplysninger er det en konflikt mellem personer med tilknytning til Mjølnerparken på Nørrebro.

Ligesom Københavns Politi er Københavns Vestegns Politis teori, at der er tale om en intern uoverensstemmelse i en bandegruppering.

Om der er tale om samme konflikt, vil politiet ikke kommentere.

Politiet er massivt til stede ved Rigshospitalet onsdag aften efter et skyderi på Nørrebro.
Politiet er massivt til stede ved Rigshospitalet onsdag aften efter et skyderi på Nørrebro. Foto: Steven Knap
Vis mere

»Det kan jeg ikke udtale mig om. Men jeg kan sige, at vi har et tæt samarbejde med de øvrige kredse. Især når skudepisoderne sker med så kort tids mellemrum,« sagde politiinspektør Mikael Wern fra Københavns Vestegns Politi tidligere onsdag.

Torben Svarrer kom med samme melding:

»Vi har en jo en tæt dialog med blandt andet politiet på Vestegnen. Vi er ikke der, at vi med sikkerhed kan sige, at der er en sammenhæng. Men lige nu kan vi ikke afvise noget.«

B.T. har tidligt torsdag morgen været i kontakt med Københavns Politi, som ikke har flere kommentarer til sagen i øjeblikket.

Derfor vides det ikke, hvorvidt der er foretaget anholdelser i løbet af natten, ligesom det også er uvist, hvordan tilstanden er på den person, der blev kørt på hospitalet.