Tirsdag omkom en 80-årig kvinde og en 55-årig mandlig chauffør fra Juelsminde i en ulykke ved en usikret jernbaneoverskæring i nærheden af Varde. Nu fortæller familiemedlemmer til den 80-årige kvinde, at hun havde været på familiebesøg i området inden den tragiske dødsulykke.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk.

Jyskevestkysten skriver, at minibussen fra selskabet Flextrafik var kommet over jernbaneoverskæringen en gang, inden den vendte om. Det gjorde den ifølge familiemedlemmerne, fordi den 80-årige kvinde havde glemt sin taske. Derfor vendte minibussen tilbage mod adressen, hvor chaufføren havde hentet hende.

Som du kan se på billederne, ramte toget minibussen, der var på vej over den usikrede jernbaneoverskæring, hvilket resulterede i de to personers død. Den pågældende strækning Struer-Esbjerg skulle være sikret i maj 2017, hvilket fremgår af Banedanmarks hjemmeside. Tirsdag aften modtog B.T. et ultrakort e-mailsvar fra Banedanmark:

’Det er sat til lukning i 2019,’ uden at give en forklaring på, hvorfor det ikke stemmer overens med oplysningerne på deres egen hjemmeside.

Tirsdagens ulykke kostede to menneskeliv. Foto: Localeyes
Tirsdagens ulykke kostede to menneskeliv. Foto: Localeyes
Vis mere

Preben Steenholdt Pedersen, der er næstformand i Dansk Jernbaneforbund, mener, at man har understreget, hvor vigtigt det er at sikre disse jernbaneoverskæringer.

»Havde de fulgt planen, var den her ulykke jo ikke sket. Det er grotesk, der skal lig på bordet. Vi har påpeget problemet mange gange,« siger næstformand i Dansk Jernbaneforbund Preben Steenholdt Pedersen, der undrer sig over, at Banedanmark ikke er kommet længere med at fjerne eller sikre jernbaneoverskæringer.

»Det er jo forfærdeligt, at nogen skal omkomme. Men vores medlemmer, lokoførerne, oplever dagligt folk på skinnerne. Gudskelov er det sjældnere, at de bliver ramt, men det kommer tæt på, og så hopper ens hjerte en ekstra gang. Det giver ar på sjælen. Så vi er også godt knotne over, at der ingenting sker,« siger han.

To passagerer fra toget blev kørt til observation på sygehuset. Det gjorde de, fordi man vurderede, at de kunnet have fået et piskesmæld.