Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Intet tyder på, at der blev begået noget kriminelt i sagen om den 13-årige pige, der forsvandt fra København i slutningen af april.
Det oplyser Københavns Politi, der har efterforsket sagen, til Ritzau:
»Den 19-årige mand, som blev anholdt i Belgien, er efterfølgende blevet løsladt og er ikke sigtet for noget strafbart,« lyder det.
Den 13-årige pige blev fundet i god behold i Belgien i begyndelsen af maj.
Af hensyn til hendes familie ønsker politiet ikke at gå yderligere i dybden med sagens indhold.
Politiet ønsker heller ikke at gå ind i, hvad den 19-årige blev sigtet for, da han i første omgang blev anholdt i Belgien.
Den 13-årige pige forsvandt en fredag morgen i slutningen af april, da hun var på vej i skole på Amager i København med sin storesøster.
De to var sent på den, så storesøsteren løb i forvejen.
Da den 13-årige ikke vendte hjem fredag eftermiddag, alarmerede en urolig familie politiet. Det viste sig, at hun slet ikke var mødt op i skolen.
Siden blev der igangsat en omfattende og intensiv efterforskning for at finde hende, og hun blev efterlyst internationalt.
Efter hun blev fundet, fortalte lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling, i en pressemeddelelse, at man fra et tidligt tidspunkt havde 'set mod udlandet, fordi der var en række indikationer på, at hun havde forladt landet og var i god behold':
»Det fik vi heldigvis bekræftet her til aften (3. maj, red.), da vi i tæt samarbejde med vores belgiske kolleger kunne spore pigens lokation til et lokaltog,« sagde han.
Sagen trak stor opmærksomhed i de danske medier og på de sociale medier.
»I en efterforskning som denne kan det være ødelæggende, hvis vi for tidligt lægger os fast på ét spor – både i vores efterforskning og i det, som vi fortæller offentligheden om vores fremskridt. Derfor håber jeg på forståelse for, at det har været nødvendigt at holde efterforskningskortene meget tæt i denne sag,« forklarede Brian Belling i den forbindelse.