Ny opgørelse fra Rigspolitiet viser, at bandekonflikten i gennemsnit byder på et nyt skyderi hver fjerde dag. Banderne rammer cirka hver anden gang.

Det er et foruroligende resultat, Rigspolitiets regnedrenge har fået ud af at gennemgå antallet af skyderier, som kan kobles til bandekonflikten, siden den blodige start i august sidste år.

Ikke færre end 109 skyderier er det ifølge Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) blevet til på rockerne og bandernes regning, hvilket svarer til et banderelateret skyderi hver fjerde dag.

- Det er et øjebliksbillede, og det kan ændre sig, hvis efterforskningen pludselig viser, at et skyderi alligevel ikke var banderelateret, eller at et andet skyderi viser sig at være banderelateret. Men dags dato er de 109 skudepisoder, det vi regner med i bande- rockerkonflikten, siger vicepolitiinspektør Jørgen Isalin.

Træfsikkerheden blandt rockerne og bandemedlemmerne er også alvorlig, da de 109 skudepisoder har kostet 59 sårede og seks dræbte. Det betyder i gennemsnit, at de kriminelle grupper rammer omtrent hver anden gang, de trykker på aftrækkeren.

I forbindelse med de 109 skudepisoder har politiet sigtet 40 personer, men ingen er endnu dømt. Siden 1. august sidste år har politiet samlet registreret 339 skudepisoder i Danmark - svarende til mere end et skyderi hver anden dag.

- Men i den statistik tæller alt, der er rapporteret som skyderier, hvilket også gælder anmeldelser, hvor borgere har hørt et knald fra et udstødningsrør og troet, at det var skud, siger Jørgen Isalin.

Det seneste bandeskyderi fandt sted mandag aften på en sushi-bar i Hellerup ved København, hvor en 36-årig mand med tilknytning til Hells Angels blev såret af skud i hovedet.

/ritzau/