En voldsom brand opstod fredag i Randbøl Hede. Brandfolk kæmper lørdag stadig med at komme ilden til livs.

København. En kombination af gløder og vind betyder, at det er særdeles svært at få slukket en naturbrand i Randbøl Hede mellem Vejle og Billund.

Branden opstod fredag eftermiddag, og ilden er lørdag aften under kontrol, men der opstår alligevel "hele tiden" mindre brande i området.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke kun vindens spredning af gløder, der gør slukningsarbejdet besværligt. Nysgerrige borgere, der kører ind på Randbøl Hede, er også et problem og irritationsmoment for brandfolkene.

- Da brandene opstår spontant og spredt over hele området, har slukningskøretøjerne behov for hurtigt at kunne komme rundt.

- Det er derfor af afgørende betydning, at alle, der ikke har et legitimt ærinde, respekterer afspærringerne og holder sig udenfor området, så brand- og redningskøretøjerne kan få ro til at udføre deres arbejde, skriver Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Slukningsarbejdet og indsatsen i området forventes at vare flere dage endnu.

Der har været brug for et kæmpe mandskab for at slukke branden. Fredag blev det oplyst, at omkring 100 brandfolk var sat på opgaven.

Lørdag har brandfolk også fået hjælp af en helikopter fra Forsvaret, som hjælper med at spotte de steder, hvor flammer blusser op igen.

De arealer, der er gået op i flammer, er dels privatejede, dels statslige. Skovrider Inken Breum Larsen anslog fredag, at flere hundrede hektar er brændt ned.

På Sjælland og i Trekantsområdet er der på grund af den seneste tids tørre vejr indført et decideret afbrændingsforbud i sammenlagt 14 kommuner.

På Sjælland gælder det kommunerne Vallensbæk, Høje-Taastrup, Ishøj, Greve, Solrød, Roskilde, Køge og Stevns.

I Trekantsområdet er der afbrændingsforbud i Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner.

Forbuddet gælder for eksempel afbrænding af haveaffald og brug af grill uden fast, ubrændbart underlag i det fri.

/ritzau/