En fastvinget drone på 25 kilo og med et vingefang på tre meter skal hjælpe det danske politi med at patruljere ved den tyske grænse.

Det fremgår af en nyhed fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som er den første politikreds i Danmark til at anskaffe sig en fastvinget drone.

Dronen vil være et bidrag til den patruljering, der i forvejen sker langs den dansk-tyske landegrænse.

Politidirektør Frits Kjeldsen understreger, at dronen ikke kommer til at erstatte de nuværende patruljer ved grænsen.

- Men dronen vil være et værdifuldt supplement til vores eksisterende indsats, fordi vi får en ekstra dimension til vores patruljevirksomhed, siger han i nyheden og tilføjer:

- Med dronens kraftige kameraer og hastighed får vi et redskab i værktøjskassen, vi ikke havde tidligere. Vi vil få mulighed for hurtigt at rykke ud og samtidig se, hvad der foregår på landjorden af grænseoverskridende kriminalitet.

Planlægning og indkøbet af dronen er sket over længere tid og er ifølge politikredsen "uafhængig af den seneste tids dronehændelser".

Dronen, der er leveret af den tyske producent Globe, får fast base i Padborg, hvor betjente er særligt uddannede i at betjene dronen og kameraet.

Derudover er dronen udstyret med et blåt blink på undersiden, samtidig med at der står "Politi" med store bogstaver.

- Blinket kan aktiveres, hvis der er behov for yderligere at synliggøre, at der er tale om politiets drone, skriver politiet.

Trafikstyrelsen har i forbindelse med politiets droneindkøb udarbejdet såkaldte restriktionsområder, som skal sikre, at dronen og andre brugere af luftrummet kan flyve langs grænsen.

Kontorchef i styrelsen Signe Finderup Slot påpeger, at det har været vigtigt at sikre, at droneflyvningerne bliver til "mindst mulig gene for flyvepladserne" i området.

- Restriktionsområderne sikrer en vigtig adskillelse mellem dronen og andre brugere af luftrummet. På den måde får både politiet og den øvrige lufttrafik klare rammer for afviklingen af lufttrafikken, siger hun i nyheden.

/ritzau/