Bølgen af skyderier mod ruder fortsætter i Østjylland og er nu også rykket til Sydøstjyllands politikreds.

Natten til lørdag blev der skudt med et luftgevær mod 20 biler i byerne Odder, Måslet og Solbjerg. Nu er der dukket en stribe nye sager op.

Igen i nat blev der affyret skud i byen Mårslet. Denne gang var det et lokalt supermarked, der stod for skud.

»Der er skudt på et vindue til et mødelokale i Brugsen i Mårslet. Det kæder vi sammen med de biler, der er blevet skudt på i vores politikreds natten til lørdag,« siger Per Bennekov, vagthavende ved Østjyllands Politi, til B.T.

Per Øxenholt

Lørdag forklarede politiet, at en ældre stationcar var set i forbindelse med et af skyderierne.

Politiet har dog endnu ingen idé om, hvem den skydegale gerningsmand kan være.

»Vi er ikke kommet det nærmere,« siger Per Bennekov.

I Sydøstjyllands politikreds har man også fået seks anmeldelser om skud. Fem af skuddene er afgivet mod bilruder.

Louisa Nielsen vågnede op til et skudhul i ruden.
Louisa Nielsen vågnede op til et skudhul i ruden. Per Øxenholt

Et af skuddene er afgivet mod ruderne i et hus.

»Det er jo nærliggende at tro, at det hænger sammen med det, vi har set i Østjyllands politikreds, men vi ved det ikke med sikkerhed,« siger Henrik Dam, vagthavende ved Sydøstjyllands Politi:

»Nu kører vi ud og undersøger det.«

Henrik Dam medgiver dog, at det »er meget nærliggende at tro,« at de seneste dages skyderier hænger sammen.