I mere end et halvt år har ingen set 18-årige Holger. Nu kan der være nye spor i sagen.

Siden 18-årige Holger fra Aarhus forlod sit hjem den 26. oktober 2017, er der ingen, der har set ham.

Nu kan der dog ifølge TV 2 Østjylland være nye spor i sagen, som politiets efterforskere vil kigge nærmere på.

»Vi har fået henvendelser fra folk, der mener at have set ham i København på Strøget og i Tivoli i sidste uge. De spor følger vi nu op på,« siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løw Rasmussen, til TV2 Østjylland.

18-årige Holger forlod sit hjem i oktober 2017 og er ikke set siden. Foto: Østjyllands Politi
18-årige Holger forlod sit hjem i oktober 2017 og er ikke set siden. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Østjyllands Politi gik så sent som i fredags ud med endnu en efterlysning af den 18-årige unge mand, og det er disse, der nu - måske - har kastet ny viden af sig.

Ifølge pressemeddelelsen fra i fredags har politiet indtil nu foretaget en række efterforskningsskridt, som desværre ikke har medført konkrete spor i sagen. Kort efter Holgers forsvinden fik Østjyllands Politi dog viden om, at han var taget til København og muligvis havde planer om at rejse til Sverige. Hverken svensk eller dansk politi har dog siden fået oplysninger, der har kunnet lede til Holger.

Da Holger ikke har medbragt telefon eller andet elektronik og ikke har benyttet et hævekort, har det ikke været muligt for politiet at spore, hvor han befinder sig.

Det er fortsat politiets formodning, at Holger er gået under jorden af egen fri vilje. Hans forældre er meget bekymrede, og Østjyllands Politi leder fortsat efter ham.

Holger beskrives som:

  • Dansk
  • 178 cm
  • Almindelig til muskuløs af bygning
  • Lyst, kort hår
  • Sidst set iført lysebrune fløjlsbukser og lysebrun skotskternet jakke/frakke medbringende en sovepose

Østjyllands Politi opfordrer borgere til at ringe 114, hvis de ser 18-årige Holger eller har oplysninger om, hvor han befinder sig.