'Jeg håber, der kommer en anden somalier og sætter øksen fast i hovedet på det gamle svin.'

Sådan har en af medlemmerne af facebook gruppen 'Fuuuck Kurt Westergaard' skrevet. Og han er ikke den eneste, der kommer med direkte dødstrusler mod tegneren.
Facebook gruppen har 1.052 medlemmer, og mange af dem står frem med direkte dødstrusler mod Kurt Westergaard, der står bag de berømte Muhammed-tegninger. Dødstrusler, hvor afsenderen ikke lægger skjul på sin egen identitet.

Saif Malik skriver eksempelvis:

- Jeg venter på den dag, hvor jeg ser ham face to face!!!!! Han vil gerne dø, det er derfor han har lavet de tegninger.

Også den kvindelige bruger Arzu Seven taler med store bogstaver:

- Fuck Kurt Westergaard mayn! Stor respekt til somalieren, som prøvede at dræbe ham. DØØØ... Sådan er det, når man tegner tegninger, som man ikke burde gøre.

Politiet er først nu blevet bekendt med truslerne, men tager dem alvorligt.

- Vi må vurdere, om der er noget konkret i truslerne, eller om det er en side, hvor folk kommer af med deres frustrationer. PET kigger allerede på andre sider, hvor Kurt Westergaard trues, fortæller Frits Kjeldsen, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.

Han lægger ikke skjul på, at dødstrusler kan være en alvorlig affære - også selvom de er givet over internettet.

- Trusler, der er fremsat på Facebook, kan være ligeså strafbare som trusler, der er fremsat ansigt-til-ansigt. Det spørgsmål vil vi vurdere med vores jurister. Det afgørende er at få vurderet, hvorvidt truslerne kan anses for reele eller 'bare er fremsat som smarte bemærkninger, siger han til bt.dk.