Det er ikke usædvanligt, at politiet bliver ringet op af folk, som fortæller usandsynlige og ind i mellem opdigtede historier.

Da Tom Hagen 31. oktober 2018 klokken 14.08 ringede til politiet, var han godt forberedt på, at hans historie lød lidt usandsynlig.

Det fremgår ifølge TV 2 Norge af bogen 'Lørenskog-mysteriet', hvor der bliver afsløret nye detaljer om Anne-Elisabeth Hagens forsvinding.

Telefonopkaldet varede cirka syv minutter og blev startskuddet til en omfattende efterforskning, der her to et halvt år senere stadig beskæftiger 30 efterforskere på fuldtid.

En lille halv time før opkaldet var Tom Hagen kørt fra arbejdspladsen i Futurum Næringspark. Han havde flere gange forgæves forsøgt at ringe til sin kone, der var hjemme i boligen på Sloraveien.

Og da han kom hjem til huset, var det tomt. Dørmåtten lå skævt, og konens tøj lå i badeværelset. Der var slæbespor i badeværelset og gangen.

På en rød stol i gangen fandt Tom Hagen ifølge optagelsen af politiopkaldet et trusselsbrev med krav om, at der blev betalt ni millioner Euro i kryptovaluta monero.

I brevet blev Tom Hagen advaret mod at kontakte politiet. Men det valgte han alligevel at gøre.

Huset (th) hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra i oktober 2018.
Huset (th) hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra i oktober 2018. TORE MEEK

Ifølge bogen, blev Tom Hagen lettet over, at betjenten, der modtog opkaldet klokken 14.08, tog ham alvorlig.

Tom Hagen var 'lettere chokeret' i telefonen, og det havde betjenten forståelse for.

Derefter blev Tom Hagen bedt om at beskrive, hvordan der så ud i huset.

Han fortalte om de biologiske spor i huset, som han mente ikke kunne være noget, Anne Elisabeth Hagen selv havde efterladt. Han var ret overbevist om, at konen var blevet overfaldet, mens hun var på toilettet.

Anne-Elisabeth Hagen blev meldt forsvundet 31. oktober 2018 af sin mand, der nu er sigtet for at have slået hende ihjel.
Anne-Elisabeth Hagen blev meldt forsvundet 31. oktober 2018 af sin mand, der nu er sigtet for at have slået hende ihjel. HANDOUT

Tom Hagen blev også spurgt, om han havde haft kontakt til sin kone.

Han svarede, at han uden held havde forsøgt at ringe til hende flere gange. Han mente derfor, at overfaldet måtte være sket om formiddagen.

Tom Hagen ville gerne, at politiet kom ud til huset i civil. Han ønskede ikke uniformeret politi på sin adresse.

Men politiet havde ingen civile biler tilgængelige. Derfor blev det i stedet aftalt, at Tom Hagen skulle mødes på en benzinstation nogle hundrede meter fra huset.

Tom Hagen nægter sig skyldig i drab eller medvirken til drab på sin kone.
Tom Hagen nægter sig skyldig i drab eller medvirken til drab på sin kone. TORBJORN OLSEN

Cirka tyve minutter senere, svingede Tom Hagen sin grå Citroën Picasso ind på Shell-stationen. Her blev han mødt af tre betjente, som han gav trusselsbrevet.

I første omgang blev sagen efterforsket som en kidnapningssag. Siden har politiet ændret hypotese og mener nu, at Anne Elisabeth Hagen er dræbt.

For et år siden blev Tom Hagen selv pågrebet og sigtet for drab eller medvirken til drab på sin kone.

Tom Hagen nægter sig dog skyldig, og sagen forventes ikke færdigefterforsket før sommer.