Søndag aften blev en mand udsat for flere knivstik i Aarhus.
Nu deler Østjyllands Politi nye detaljer i sagen, som blev anmeldt søndag aften klokken 19.48.
Den 27-årige mand mødte selv op på skadestuen på hospitalet i Skejby med flere nyligt påførte knivstik, der krævede behandling.
Manden var blevet stukket fire gang med kniv i blandt andet ryggen, men han var ikke i livsfare.
Derfor varede det ikke længe, før han – efter behandling af de overfladiske skader – kunne udskrives igen.
Manden er blevet afhørt af politiet, men han har hverken ønsket at forklare, hvad der er sket, eller hvor det er sket, skriver politikredsen.
Politiet arbejder med at få identificeret gerningsmændene.
Den 27-årige ankom til området omkring hospitalet i en privat bil.
Den samme bil blev senere søndag standset på Inger Christensens Gade i Brabrand, uden at politiet fandt noget af interesse.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner med relevante oplysninger på telefon 114.
