Nye detaljer er netop kommet frem i sagen om drabet på en taxachauffør.
Det er forklaringen fra en af de to tiltalte i sagen, der kom frem i retten i Herning. En forklaring, der blandt andet afslørede blodige detaljer og taxachaufførens sidste ord.
De nye detaljer kom fra en 49-årig kvinde, der sammen med sin tidligere kæreste er tiltalt i sagen.
Hun har siddet varetægtsfængslet, sigtet for drab indtil november. En sigtelse, som anklagemyndigheden droppede og nu kun fastholder mod hendes tidligere kæreste. Det skriver TV Midtvest.
Den 39-årige drabstiltalte var gået over til taxamanden Peter Schnacks hjem for at se, om han havde noget heroin liggende.
Forinden havde han og den 49-årige kvinde siddet og taget kokain sammen, da de besluttede sig for at lede efter stærkere varer.
Da den 49-årige ankom til Peter Schnacks bolig i Ullestrup, udbrød hun: ‘Hvad fanden laver du?’ da hun så hendes ekskæreste sidde ovenpå taxachaufføren, som blødte ud af munden.
Den 51-årige taxachauffør Peter Schnack tog fat i kvindens ærme, mens han kæmpede for at holde fast i livet.
»Hjælp mig,« havde han sagt til kvinden. Men kvinden blev beordret af sin eks til at sætte sig på en stol.
Hun var i chok, har hun forklaret til politiet.
Ligesom hun har forklaret, at hendes eks sagde, at taxachaufføren havde taget en pistollignende genstand frem – som viste sig at være en paintballpistol.
Derfor havde den drabstiltalte taget en kniv i køkkenet og angrebet Peter Schnack.
Manden og kvinden havde siddet 10-15 minutter i taxachaufførens hjem, inden de drog hjem for at tage noget mere kokain.
Her skulle manden have sagt til den 49-årige kvinde, at han ville slå alle, hun elskede, ihjel, hvis hun sagde noget til nogen.
Der gik ni dage, fra Peter Schnack blev dræbt, til han blev fundet i sin lejlighed.
I løbet af de ni dage blev der ifølge tiltalen både stjålet armbåndsure, deodoranter, en bilnøgle og andre genstande.
Den 49-årige kvinde er tiltalt i to forhold. For ikke at hjælpe en døende og for hæleri.

