Siden en 39-årig kvinde lørdag eftermiddag blev fundet død i et buskads på Oringe i Vordingborg, har politiet holdt kortene tæt til kroppen.

Nu er det kommet frem, hvordan man mener, at den anholdte i sagen dræbte hende.

Det skriver TV 2 ØST, der er til stede i Retten i Næstved, hvor den anholdte – en mand på 20 år – fremstilles i grundlovsforhør.

I den forbindelsen kom det frem, at han er sigtet for at have kvalt kvinden på et ukendt sted.

Han er af den grund sigtet for manddrab – men han nægter sig ifølge TV 2 ØST skyldig.

Det var lørdag klokken 13.19, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog en anmeldelse om, at en kvinde var fundet død i et buskads på Oringe i Vordingborg.

I en efterfølgende pressemeddelelse oplyste politiet, at en 20-årig mand var blevet anholdt i sagen – og at den unge mand har en relation til den afdøde kvinde.

Politiet har dog ikke oplyst nærmere om, hvordan de to kendte hinanden.