I sagen om drabet i Hadsund oplyser politiet, at manden og kvinden mødtes på værtshuset Jagtstuen natten til søndag.

»Som det ser ud lige nu, så ser det ud til at være et fuldstændig tilfældigt møde mellem manden og kvinden på værtshuset. Der er ikke noget, der tyder på, at de kender hinanden,« siger lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, til B.T.

Politiet oplyser, at den sigtede ankommer til værtshuset Jagtstuen beliggende på Storegade i Hadsund den 11. november klokken 00.16. Og her viser efterforskningen så, at manden mødes med offeret i det, der formentlig er et tilfældigt møde.

Politiets teknikere arbejder fortsat i Nørregade i Hadsund.
Politiets teknikere arbejder fortsat i Nørregade i Hadsund. Foto: Alarm112midtjylland.dk
Vis mere

Derefter forlader de sammen værtshuset mindre end en time senere - klokken 01.08.

»De går derfra med hinanden i hånden i god ro og orden. Motivet er ikke klarlagt, og derfor holder vi alle muligheder åbne,« siger vicepolitiinspektøren.

Ved du noget? Så tip os på 1929.

Politiet er lige nu i gang med at fastslå manden og kvindens færden mellem tidspunktet, hvor de forlod værtshuset, til kl. 04.48, hvor den første patrulje ankommer til gerningsstedet. Og det er her, det er særligt interessant for dem at høre fra vidner.

»Vi vil naturligvis gerne snakke med alle, der har set dem, efter de har forladt værtshuset. Det er i tidsrummet, indtil politiet ankommer søndag morgen, vi gerne vil have et klart billede af.«

»Hvad der er sket i de timer,« fortæller Frank Olsen, der opfordrer til, at man straks ringer til politiet på 114, hvis man har oplysninger i sagen.«

Søndag blev den 28-årige mand sigtet for drab og påbegyndt partering af den 40-årige kvinde, og han blev efter grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet er mandag formiddag massivt til stede ved og omkring gerningsstedet. Det fortæller en nabo til B.T., mens også politiet har oplyst, at de fortsat vil foretage tekniske undersøgelser og blandt andet gennemgå videooptagelser for at fastslå, hvad der præcist er sket.

Den 40-årige kvinde har ifølge politiet umiddelbart ingen tilknytning til Hadsund og var bosiddende i Viborg.

Da politiet ankom til gerningsstedet søndag morgen, var manden i færd med at forsøge at partere kvinden. Det fortalte Nordjyllands Politi til B.T. søndag.

»Jeg kan ikke sige så meget andet, end at der er nogle skader på liget, som kunne tyde på det (partering, red.) Men han er ikke kommet så langt med det,« sagde Niels Kronborg, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

Lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, fortæller også til B.T., at der ikke er nye detaljer i forhold til kvindens skader, men at de forhåbentlig har mere information om dødsårsagen og skaderne på liget, efter obduktionen er foretaget mandag.

Manden, der i øvrigt også skal mentalundersøges, nægter sig skyldig i sigtelserne.