Da 19-årige Stefan Thatheswararajah mandag tog ned til Strandpromenaden i Horsens, var det for at fejre en god vens fødselsdag sammen med gode kammerater. Men det, der skulle have været en hyggelig dag, endte ifølge den 19-årige med at blive et sandt mareridt.

I videoen 'Politivold i Horsens, der florerer på sociale medier, kan man se, hvordan Stefan Thatheswararajah bliver anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. En anholdelse som den unge mand mener var uberettiget og unødigt voldsom.

Han står sammen med en gruppe venner, da fire betjente kommer imod gruppen. To af dem har sorte handsker på, og de går direkte hen mod Stefan Thatheswararajah.

- De kommer, tager fat i mig og går væk med mig. Pludselig siger den ene "sæt dig hen på stenen", og den anden siger "sæt dig hen på pælen". Så siger jeg "kan I bestemme jer", og så føler han sig åbenbart provokeret og kaster mig ned i jorden, fortæller Stefan Thatheswararajah.

På videoen ses det, hvordan situationen eskalerer, da betjentene får arrestanten med hen til bilen.

- De siger, at jeg spytter på dem, men det gør jeg ikke. Det var bare sand, jeg havde i munden. Det er slet ikke bevidst bare en reaktion, men bare en refleks, fordi jeg havde sand i munden. Det var ikke min hensigt at spytte på dem, siger Stefan Thatheswararajah.

Han fortæller, at betjentene fortsatte med at være aggressive overfor ham inde i politibilen.

- Inde i bilen kommer de med nogle racistiske bemærkninger og siger, om de ikke bare skal sætte mig af på stationen i Vejle, så jeg kan gå hjem. Og så truer han mig med peberspray helt uden grund, siger Stefan Thatheswararajah.

Efter anholdelsen måtte Stefan Thatheswararajah en tur på skadestuen, hvor han har fået den ene hånd i gips, og han har derfor været nødt til at sygemelde sig fra sit deltidsjob i en bank.

Det er dog ikke kun fysikken, der har fået skrammer. Også psyken har fået et knæk.

- Når jeg ser en politibetjent eller en politibil, så får jeg angst. Jeg vil aldrig kunne stole på en betjent igen, selvom jeg skulle få brug for dem, Stefan Thatheswararajah.

Oplevelsen har fået ham til at hyre den kendte advokat Mette Grith Stage, som mandag har taget kontakt til både den uafhængige politiklagemyndighed og Sydøstjyllandspoliti.