Mange af os har efterhånden lært at genkende en scam-mail eller -sms.

Men nu har svindlere taget deres bedrag til nye højder i England.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Avisen beskriver nemlig, at kriminelle er begyndt at benytte sig af telefonsvarerbeskeder eller deciderede opkald til at narre sig til pengeoverførelser.

Men her kommer det uhyggelige.

Ved brug af kunstig intelligens og offentligt tilgængelige videoer på sociale medier, kan svindlerne få det til at lyde som for eksempel dine børn eller venner, der ringer og er i nød.

En ekspert hos online sikkerhedsfirmaet McAfee fortæller, at kriminelle blot skal bruge tre sekunder af en stemme og benytte sig af frit tilgængelige AI-værktøjer for at 'klone' dine elskedes stemmer.

Hvordan vil et sådan svindelnummer så lyde?

Ifølge eksperten vil man modtage en telefonsvarerbesked eller opkald og lyde 1:1 som nogen, du kender.

Oftest vil de have været involveret i en alvorlig ulykke, og har akut brug for penge.

Uden yderligere forklaring vil de instruere dig i at overføre en sum penge til et kontonummer.

Eksperten anbefaler, at man ikke handler i panik, hvis man skulle modtage et sådan opkald og forsøge at kontakte de pågældende pårørende.