»Jeg så allerede for mig, hvordan jeg ville overraske mine børn med pengene,« siger Flemming Nielsen.
Men på rekordtid faldt den drøm til jorden. På sin mobiltelefon kunne han følge med i, hvordan hans situation på få timer udviklede sig til en katastrofe.
Flemming Nielsen er en ud af 27 kunder hos handelsbanken Nordnet, som torsdag 5. maj investerede i en ny og lille amerikansk aktie.
Samlet købte danskerne for 1,5 millioner kroner, oplyser Nordnet til B.T.
Men aktien opførte sig den dag »meget mistænkeligt«, siger aktieekspert Michael Friis Jørgensen.
Flemming Nielsen er overbevist om, at han og måske mange andre ikke bare er uheldige, men er blevet udsat for en kynisk form for bedrageri.
Ifølge Michael Friis Jørgensen er der formodentlig også tale om en ny form for kærlighedssvindel med aktiemanipulation, som B.T. nu kan afdække.
Den formiddag i maj lignede det dog, at Flemming Nielsen først havde ramt en guldåre.

Guldmineselskabet Austin Gold Corp. steg dramatisk i værdi. Men så ændrede det sig hurtigt. Samme eftermiddag styrtede aktien ned.
»Det tyder på en avanceret aktiemanipulation og en helt ny måde at svindle på,« siger Michael Friis Jørgensen.
Nordnet kalder det for »en markant kortvarig kursstigning« og et »stort efterfølgende kursfald«.
På få timer mistede Flemming Nielsen 95.000 kroner på aktien. Og han er også overbevist om, at der er tale om svindel.
For han investerede pengene i netop den relativ ukendte aktie, fordi han havde fået et aktietip af en kinesisk kvinde, som han skrev med online.
De mødte hinanden på Facebook Dating og skrev sammen som venner i flere måneder op til.
»I øjeblikket troede jeg virkelig på hende. Nu føler jeg mig dum, snydt og bedraget,« siger han.
Du kan HER læse hele historien om, hvordan Flemming Nielsen blev ført bag lyset af den kinesiske kvinde, Lin.

Han er en af de mere end 600 danskere, som de seneste to et halvt år er blevet snydt af kærlighedssvindlere, viser nye tal fra politiet.
Hvert år stiger antallet af anmeldelser hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Derfor undersøger B.T. over en række artikler nu de udenlandske svindleres metoder og konfronterer dem, som du kan se her.
For Michael Friis Jørgensen ligner denne sag avanceret aktiemanipulation, hvor bagmænd køber en aktie billigt og derefter får deres ofre til også at investere i den.
Og derefter sælger bagmændene deres andel, når værdien er højest.
Alene ud fra aktiens adfærd vurderer Michael Friis Jørgensen, at der kan være tale om den perfekte forbrydelse, hvor bagmændene ved, hvad de laver.
Aktien, Austin Gold Corp., var i maj en nynoteret aktie uden nogen historik. Det er et mindre selskab med et lille aktieudbud, som gør det nemmere at manipulere med.
Og mineselskabet er formodentlig helt uvidende om det, forklarer han.
»Alle kan falde i de her fælder. Svindlerne bliver mere og mere effektive og udspekulerede.«
Samtidig mener Michael Friis Jørgensen, at det er en perfekt forbrydelse, fordi svindlen ikke kan bevises.
Ofrene handler på et aktietip, som andre tjener penge på, og derfor kan pengene ikke hentes tilbage.
Den kinesiske kvinde, som Flemming Nielsen har skrevet med, kaldte det også for et godt aktietip fra sin onkel.
»Hun skrev, at det var i aften, at jeg skulle købe aktierne til en bestemt kurs,« siger han.
Bagefter ville den kinesiske kvinde også gerne se dokumentation for, at aktierne var købt.
»Jeg troede ikke, at jeg kunne blive snydt på den måde i en rigtig aktiehandel.«
I dag fremstår kvindens beskeder langt mere suspekte for Flemming Nielsen, som er næsten 100.000 kroner fattigere.
Det er uvist, hvad der har fået de 26 andre danske kunder hos Nordnet til at investere i netop denne aktie.
B.T. ved heller ikke, hvorvidt de ligesom Flemming Nielsen er blevet manipuleret af mulige bedragere.