Mand er tiltalt for to voldtægter. Den ene skete efter ny samtykkelov. Kvinde gav ikke samtykke, lyder det.

En 39-årig med udenlandsk baggrund er mandag ved Retten i Aalborg tiltalt for to voldtægter begået i hans egen lejlighed med et halvt års mellemrum.

Retssagen i Aalborg er ikke lig de fleste andre voldtægtssager, der er behandlet ved danske domstole igennem historien.

For mens den første voldtægt - forhold et - ifølge anklageren fandt sted i sommeren 2020, skete den anden voldtægt - forhold to - 24. januar i år, og dermed kan den 39-årige straffes efter den nye samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft 23 dage forinden, 1. januar.

Manden er tiltalt for at have voldtaget kvinden, der ifølge anklageren ikke havde "samtykket heri", ligesom hun "forholdt sig passiv".

Det er en af de første sager i landet - hvis ikke den første - hvor den nye voldtægtslov er så klart i spil.

Anklager Mette Bendix gør således mandag dommeren opmærksom på, at der skal behandles to påståede voldtægter, der på papiret ligner hinanden, men som altså er sket på hver sin side af en lovændring.

Kvinden, der anmeldte voldtægten i januar, sov, mens manden trængte ind i hende. Hun var påvirket af alkohol og stoffer, og dermed kunne hun ikke modsætte sig handlingen, lyder anklagen. Det ville også kunne straffes efter ordlyden under den tidligere bestemmelse.

Men da kvinden vågnede under samlejet, fortsatte han, selv om hun forholdt sig passiv og ikke samtykkede. Her kan den nye bestemmelse vise sig at få indflydelse.

- I forhold to er tiltalte også tiltalt i to dele. Kvinden kunne ikke modsætte sig handlingen, og når man ikke kan modsætte sig handlingen, kan man heller ikke samtykke.

- Og så er han tiltalt for at fortsætte samlejet, selv om kvinden forholdt sig passiv. Så har hun ikke givet samtykke til samlejet, siger anklager Mette Bendix under retssagens begyndelse.

Den 39-årige nægter sig skyldig i de to voldtægter. Han kendte kvinderne, og de tog selv initiativ til at have sex med ham efter fester i hans lejlighed, siger han i retten.

Han erkender, at han har været besiddelse af en mindre mængde hash og kokain samt et samuraisværd, som han havde fundet i storskrald og nu bruger som udstillingsobjekt.

Anklageren vil også nedlægge påstand om udvisning af manden, der har afrikansk baggrund, men har boet i Danmark i en årrække og taler dansk.

Retssagen fortsætter tirsdag, og onsdag ventes der dom.

/ritzau/