Stram Kurs-stifteren Rasmus Paludan er igen blevet tiltalt for at have overtrådt straffeloven.

Også denne gang gælder det den såkaldte racismeparagraf – straffelovens paragraf 266 b.

Det fremgår af anklageskriftet i den kommende retssag, som B.T. har fået adgang til, inden Rasmus Paludan 12. november skal møde som tiltalt i Københavns Byret.

Her vil han være tiltalt for to forhold, der begge går nogle år tilbage i tiden.

Men efter sonderinger i anklagemyndigheden kommer udtalelserne først for retten nu.

Det første tiltalepunkt retter sig mod en video, der kort før jul 2018 blev offentliggjort på det politiske parti Stram Kurs' kanal på YouTube.

Optagelsen er ifølge anklageskriftet foregået på et ukendt tidspunkt i New Jersey i USA.

Her kommer Rasmus Paludan med en række udtalelser om muslimer og islam, der efter anklagemyndighedens opfattelse er truende, forhånende eller nedværdigende.

I videoen anbefaler partistifteren blandt andet »overvældende fysisk magt« som det eneste, muslimer forstår.

»Det er det, islam er: Drab, ydmygelse, voldtægt, hærværk, fornedrelse mod alle, der ikke er muslimer, faktisk også mod dem, der ikke er muslimer på den måde, som de enkelte retninger inden for islam mener, man skal være muslim på. Sådan er det, og det fik vi at se den 11. september 2001,« siger han blandt andet på den video, som han nu er tiltalt for.

I det andet tiltalepunkt er det også en videofilm, som blev offentliggjort på Stram Kurs' YouTube-kanal, der er omdrejningspunktet.

Filmen blev optaget 17. august 2019 et ukendt sted på Nørrebrogade, hvor Rasmus Paludan blandt andet siger:

»Gennemsnit IQ i Somalia den er 68, og gennemsnits IQ for en orangutang den er vist nok 69«.

I februar 2020 fik Stram Kurs lukket sin kanal på YouTube.

Virksomheden henviste i den forbindelse blandt andet til, at deres retningslinjer forbyder chikane og hadsk tale mod enkeltpersoner eller grupper baseret på for eksempel race, religion, handicap eller seksuel orientering.

Det er ikke første gang, at Rasmus Paludan tager plads i en retssal som tiltalt.

I 2015 blev han i Østre Landsret idømt ti dagbøder a 400 kroner for fornærmelig tiltale mod en politimand.

Og siden er den i dag 42-årige Rasmus Paludan også to gange blevet dømt for at have overtrådt straffelovens såkaldte racismeparagraf 266 b, som han altså også aktuelt er tiltalt for.

I 2019 kostede det ham først 14 dages betinget fængsel, og i juni 2020 fandt byretten ham i Næstved skyldig i 14 lovovertrædelser, som tilsammen udløste en dom på tre måneders fængsel.

Byretten mente, at en af månederne skulle afsones, mens to af de øvrige kunne gøres betinget. Senere lempede Østre Landsret dog straffen lidt for Paludan, så alle tre måneders fængsel blev gjort betinget.

Og helt aktuelt er Rasmus Paludan også tiltalt ved tingsretten i den sydsvenske by Malmø, hvor der efter planen afsiges dom tirsdag.

Her vil den svenske anklagemyndighed have ham dømt for hetz imod en folkegruppe og fornærmelse på baggrund af udsagn om blandt andet muslimer.

Anklageren vil blandt andet have retten til at tage stilling, om Paludan har forbrudt sig mod svensk lov ved at sige, at »det er svært at være et godt menneske, hvis man er muslim«.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Rasmus Paludan til den nye straffesag i Danmark.