»Det er fejl, vi beklager meget. Fejlene er et resultat af sagsbehandlingsfejl, der kunne – og burde – være undgået.«

Så klare er ordene fra rigspolitichef Thorkild Fogde i en netop udsendt pressemeddelelse om den nye møgsag hos politiet, B.T. har afsløret i dag.

Konkret handler sagen om dette:

Mindst 669 borgere har ved en fejl haft deres navne indtastet i sager, de slet ikke har nogen forbindelse til.

Rigspolitichef Thorkild Fogde har bestemt ikke grund til at smile, efter ny sag nu kommer frem om fejl hos politiet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Rigspolitichef Thorkild Fogde har bestemt ikke grund til at smile, efter ny sag nu kommer frem om fejl hos politiet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Alle 669 personer er blevet fjernet fra de sager, de fejlagtigt var registreret på, lyder det i pressemeddelelsen.

»Politiet ser på håndtering af borgernes data med stor alvor, og vi har derfor sat et udredningsarbejde i gang, som skal sikre, at fejlene rettes og at vi får det nødvendige overblik,« siger rigspolitichef Thorkild Fogde og tilføjer:

»Desuden har vi igangsat en række tiltag, der skal sikre, at det ikke sker igen.«

Politiet har nu nedsat en arbejdsgruppe, som skal sikre, at alle fejl rettes.

TIP OS: Ved du noget om sagen, så kontakt B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Ifølge Thorkild Fogde skal denne arbejdsgruppe også sikre, at der sker den nødvendige orientering af alle berørte borgere, for hvem fejlen måtte have haft negative konsekvenser.

Derudover vil Rigspolitiet styrke den vejledning, der gives til medarbejderne på området, så fejlene ikke gentager sig.

Og så vil Rigspolitiet indføre en skærpet egenkontrol i alle politikredse, som Rigspolitiet vil føre tilsyn med.

»Vi må konstatere, at der generelt ikke har været et tilstrækkeligt robust regelsæt og procedurer til at sikre en ensartet praksis på tværs af landets politikredse. Det er ikke godt nok og det er vi i gang med at rette op på,« siger it-direktør i Rigspolitiet, Lars Ole Dybdal.