Det var russere, som fredag nedlagde hjemmesider tilhørende Sund & Bælt.
Den russiske hackergruppe NoName057(16) har således påtaget sig ansvaret for angrebene på storebaelt.dk og brobizz.dk, skriver DR.
I skrivende stund kan man endnu ikke tilgå siderne tilhørende Sund & Bælt, som driver Storebæltsbroen. Men anlæggene på Storebæltsbroen fungerer fortsat.
Det er femte dag i træk, at danske hjemmesider bliver ramt af angreb.
Flere kommuner har i de seneste dage også være ofre for de såkaldte overbelastningsangreb på deres hjemmesider. Også DSB har været ramt.
Hackergruppen NoName057(16) skrev torsdag i et opslag på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at den ville angribe en række danske hjemmesider.
Ifølge DRs tech-korrespondent, Henrik Moltke, er den russiske gruppe tæt knyttet til præsident Vladimir Putins regering og angriber systematisk lande, som støtter Ukraine.
»Der er ingen offentlige beviser for direkte styring, men flere europæiske efterretningstjenester og analyseselskaber kobler dem helt tæt til Kreml. Jeg vurderer også at forbindelsen er tæt, fordi deres angreb fuldstændig flugter med den russiske stats interesser,« siger han til DR.

