En 32-årig mand skal i fængsel i to og et halvt år. Derudover får han opholdsforbud i Bandidos' klubhuse.

Glostrup. Et 32-årig prøvemedlem i rockergruppen Bandidos er torsdag blevet idømt fire og et halvt års opholdsforbud i samtlige Bandidos-klubhuse i Danmark.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Det er efter alt at dømme første gang, at nye regler i straffeloven om opholdsforbud er blevet taget i anvendelse på denne måde, lyder det.

- Hvis han overtræder opholdsforbuddet, er det en overtrædelse af straffeloven. Som det er nu, er der ingen retspraksis på området, men der lægges op til ubetinget fængsel i 60 dage, siger senioranklager Peter Rask til Ritzau.

32-årige Casper Jensen får dommen for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol med otte skud i Brøndby i april i år.

Af Retten i Glostrup blev han derudover idømt fængsel i to og et halvt år.

- Jeg er meget tilfreds med dommen. Den fastslår, at vi kan bruge dette nye værktøj direkte mod rocker og bandemedlemmer, tilføjer Peter Rask i en pressemeddelelse.

Det er Bandidos' klubhuse i Hvidovre, Skovlunde, Hillerød, Helsingør, Horsens, Randers, Frederiksværk, Aalborg, Roskilde, Holbæk og Næstved, som Casper Jensen ikke må besøge.

Den 32-årige mand har valgt ikke at anke dommen.

ritzau/