Den berygtede flugtfange Brian Bo Larsen, der har over en snes fangeflugter på samvittigheden efter stribevis af domme for blandt andet røverier, tyverier, vold, narkokørsel og flugter, kan føje endnu en dom til sin alenlange straffeattest.

I Københavns Byret blev den nu 52-årige seriekriminelle onsdag straffet for fire overtrædelser af færdselsloven, hvor han blandt andet kørte bil med narko i blodet og uden kørekort, ligesom han også kørte for stærkt.

Det udmålte dommeren til en bødestraf på 5.100 kroner med en forvandlingsstraf på otte dages fængsel, hvis bøden ikke betales.

Desuden blev flugtkongen endnu en gang frakendt kørekortet fem år frem i tiden fra endelig dom i sagen.

Siden årtusindskiftet har Brian Bo Larsen igen og igen fået massiv medieopmærksomhed som en Danmarks mest omtalte kriminelle.

Ikke mindst fordi han mindst en snes gange er stukket af fra politifolk og fængselsbetjente i fængsler og arresthuse under sine afsoninger.

Flugtkongen Brian Bo Larsen fik sin første fængselsdom som 15-årig.  Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Mest spektakulært i 1995 da en tonstung gummiged bragede gennem muren til Vridsløselille Statsfængsel, så 12 fanger kunne løbe ud i friheden under en gårdtur. Her blev han anholdt efter en lille uge fra sin selvbevilgede udgang.

Faktisk lykkedes det igen i 2014 Brian Bo Larsen at stikke af fra Vridsløse under en ny afsoning. Dengang ved at save en tremme over i sin celle og fire sig 15 meter ud i friheden ved hjælp af en hjemmelavet rebstige.

I årene inden havde han været en af de gennemgående figurer i DR-dokumentaren 'Restaurant bag tremmer', hvor stjernekokken Claus Meyer underviste de indsatte i Vridsløse i kokkefaget.

Og i 2018 trak han igen overskrifter, da han som indsat søgte kvindeligt selskab i Facebook-gruppen 'Date en indsat'.

Brian Bo Larsen er stukket af fra fængsler og arresthuse over en snes gange. Her anholdes han som 25-årig efter at være brudt ud af detentionen på politigården i Aalborg. Under flugten nåede han at stjæle to biler, inden han kørte galt og forsøgte at gemme sig i en skov. Privatfoto/Bax Lindhardt/SP

Brian Bo Larsen har tidligere fortalt til B.T., at han stjal som seks-årig, begik det første væbnede røveri som 13-årig og fik sin første fængselsdom som 15-årig.

Ved onsdagens dom i Københavns Byret blev han blandt andet dømt for – uden at have kørekort – at have kørt bil i februar 2024 ad Vermundsgade på Østerbro i København med en ulovlig mængde kokain og THC fra hash i blodet.

Og 12 dage senere kørte han igen bil på ulovlig vis, da han på Roskildevej ved Hedehusene blev taget i at køre 89 kilometer i timen, selv om man på strækningen højst må køre 80 kilometer i timen.