TV2s forhenværende politiske kommentator, den tidligere Se og Hør-chefredaktør Henrik Qvortrup, forsøgte at afstemme forklaringer med den tidligere ugeblads-journalist Kasper Kopping, inden Se og Hør-skandalen begyndte at rulle sidste år.

Det fremgår, ifølge BTs oplysninger, af en kommende bog om Se og Hør-skandalen kaldet »Helt tys tys - Se og Hør indefra«, som den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping har skrevet.

Kasper Kopping siger onsdag til BT, at han blev ringet op i alt tre gange af sin tidligere chef Henrik Qvortrup i måneden op til Se og Hør-skandalen sidste år. Målet var ifølge Kopping klart.

Henrik Qvortrup ville udfritte ham om den bog, som blev afsættet til Se og Hør-sagen, »Livet, det forbandede« af den forhenværende Se og Hør-journalist Ken B Rasmussen, men han ville også afstemme forklaringer.

»Min opfattelse er, at han dels vil fortælle, at han har hørt rygter om, at der kommer en bog. Dels vil han sparre med mig ift. at finde ud af, hvem forfatteren kan være, og hvad bogen indeholder. Dels vil han afstemme forklaringer med mig om det møde med tys-tys-kilden (på Qvortrups kontor, red.), hvor han blev hevet permanent ind i folden, siger Kasper Kopping til BT.

Han fortæller, at det første opkald finder sted i marts, da Henrik Qvortrup tilfældigvis efter medvirken i Go’ Morgen Danmark har fået nys fra morgenvært Morten Resen om, at der er en bog på vej om hans tidligere arbejdsplads. Kopping vurderer i dag, at han taler cirka en halv time med sin tidligere chef.

I samtalen kredsede Qvortrup ifølge Kasper Kopping om det møde, som fandt sted på Qvortrups kontor i det gamle Aller-hus i 2008, hvor det blev aftalt, at den såkaldte tys-tys-kilde via sit arbejde i Nets skulle levere informationer til Se og Hør. Et møde, hvor kun Henrik Qvortrup, Kasper Kopping og tys-tys-kilden deltog.

»Hans primære mission var at dobbelttjekke, om der var noget håndgribeligt bevis for mødet på hans kontor. Hvad var det nu lige, vi aftalte dengang? Var der nedfældet noget på skrift? Det var der ikke, svarede jeg, og det var han tydeligvis lettet over. Han afsluttede samtalen med at sige: ‘Vi er enige om, at det møde ikke har fundet sted?’ Det bekræftede jeg så. På det tidspunkt anede jeg ikke, om der kom en bog, og hvor hedt det ville blive. Dengang tænkte jeg, at det var i vores fælles interesse.«

Hvorfor er lige netop det møde så vigtigt for ham?

» Det møde var vigtigt, fordi det beviser, at det ham, der ønskede at etablere et permanent samarbejde med kilden. Det var ham, der førte ordet og ham, der besluttede hvad aflønningen skulle være. Det er det møde, hvor han sætter sit aftryk på sagen. Han var ikke indover tys-tys-kilden i det daglige, så hvis han kunne snige sig udenom det møde, så var der ikke noget, der kunne inkriminere ham,« siger Kopping og uddyber:

»Han var ikke specielt meget indover tys-tys-kilden i det daglige, bortset fra i forbindelse med de historier, der var på kanten at bringe, underskrivning af bilag fra kilden og mails, som han har stået på sammen med flere andre. Så hvis han kunne snige sig udenom det møde, så var der ikke meget tilbage, der kunne inkriminere ham. Hvis han vidste, at det ikke kunne bevises, så kunne han sidde tilbage og klappe i hænderne, mens beviserne i stedet landede på tovholderne, som havde kontakten til kilden i dagligdagen.«

Efter det første opkald i februar, ringer Henrik Qvortrup ifølge Kasper Kopping yderligere to gange. Det sidste så sent som en uge, inden bogen udkommer 1. maj.

Hvorfor ringer han igen?

»Anden gang ringer han for at sige, at nu er bogen snart på vej. Tredje gang ringer han for at sige, at nu ved han, at den kommer inden for en uge. Men det er hans første opkald, som bevirker, at hele apparatet på Se og Hør går i gang, hvor jeg orienterer vores redaktionschef Kim Bretov, som er den eneste tilbage, der kender forløbet med kilden. Han orienterer efterfølgende Niels Pinborg (nuværende chefredaktør på Se og Hør, red.).

I dag kalder Kasper Kopping det påfaldende, at en »klog og skarp mand« som Henrik Qvortrup, der i sin biografi »Q« husker, hvad han lavede på Journalisthøjskolen for år tilbage, ikke erindrer arrangementet med tys-tys-kilden, da han bliver konfronteret af BT 27. april sidste år. Blot en god måned efter samtalen med Kasper Kopping.

»Til trods for at det er detaljer, som jeg netop har genopfrisket for ham i telefonen,« bemærker Kopping i dag.

Men selvom bogen belaster Henrik Qvortrup, så afviser Kasper Kopping i dag, at der ligger et hævn-motiv bag udgivelsen.

»Nej, jeg ønsker intet ondt for nogen, ej heller Henrik Qvortrup, som jeg faktisk godt kan lide. Men når så mange personer med relation til sagen har vasket hænder og forsøgt at tørre lorten nedad i systemet, så er det klart, at jeg har et behov for at forklare, hvad min rolle egentlig var. Jeg orkestrerede ikke det her - jeg parerede bare ordre. Jeg er ikke automatisk hovedmanden, blot fordi der foreligger flest beviser mod mig.«

Er det for at vaske dine egne hænder?

»Nej. Jeg skriver flere gange i bogen, at jeg undskylder for min medvirken. Jeg er ked af de ting, jeg har gjort, men jeg vil også gerne have folk til at forstå, hvorfor det kunne ske, og hvorfor det dengang virkede som det mest naturlige i verden. Og så vil jeg ikke lægge skjul på, at bogen også er terapi for mig selv. Den er skrevet, for få mine følelser og frustrationer ud.«

Hvad har så drevet dig?

»Jeg har skrevet en opklarende bog, hvor jeg nøgternt beskriver, hvordan det foregik, uden at det skal virke som klynk eller som noget, jeg har skrevet for ussel mammons skyld. Det tegner et billede af sagen, men det er også et tidsbillede af Se og Hør, som gerne skal give et indblik i, hvorfor kunne det her overhovedet kunne ske.«

Henrik Qvortrup ønsker ikke selv at kommentere sagen, men onsdag aften sendte hans advokat Anders K. Németh følgende udtalelse.


»Henrik Qvortrup forsøger på ingen måde at bagatalisere sin rolle i den såkaldte Se og Hør-sag og forsøger særdeles ikke at fralægge sig ansvar på bekostning af bladets journalister. Han har, overfor politiet og i en række andre sammenhænge, blot nøgternt beskrevet sit begrænsede kendskab til sagen. Ingen - det være sig de af sagens øvrige sigtede som ønsker omtale i forbindelse med mere eller mindre perifere bogudgivelser eller andre sigtede - har i længden en interesse i andet end, at sagens egentlige faktum belyses bedst muligt, og det medvirker Henrik Qvortrup gerne til. Han medvirker omvendt ikke til spekulationer i dagspressen, som ikke kaster reelt nyt over sagen,« skriver Anders K. Németh til BT.

»Helt tys tys - Se og Hør indefra« udkommer i slutningen af oktober

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aller Media A/S, sigtetBladgiganten bag Se og Hør er sigtet som ’juridisk person’ i sagen.
Aller Media A/S, sigtetBladgiganten bag Se og Hør er sigtet som ’juridisk person’ i sagen. Foto: THOMAS LEKFELDT
Vis mere