Der udbrød til aften igen uroligheder på Nørrebro. Efter hvad Bt.dk. erfarer, så gik det først meget voldsomt til i Korsgade, men siden fortsatte balladen flere steder i København. Der var fjerde aften i træk, at der var uro i hovedstaden. Mindst 17 biler blev sat i brand. Molotov-cocktail blev smidt ind i postbiler.

Tidligt på aftenen var der uro i Sydhavnen ved Sjælør Boulevard. Her fortæller politiet, at der blev sat ild på to biler - fire unge mennesker blev anholdt for ildpåsættelse.

I Tingbjerg blev der kort efter væltet og sat ild til affaldscontainere.

Siden flyttede urolighederne sig til Åboulevarden - og som sagt derefter til den nærliggende Korsgade.

Også containere blev sat i brand efterfølgende. Flere beboere gik på gaden og forsøgte at flytte så mange containere som muligt væk fra uromagerne.

En rasende beboer, Muzaffer Varder sagde, : - Nu har jeg boet på Nørrebro i 37 år. Og har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er træt af dem. Det er bare knægte, men det er forældrenes skyld.

Ved 21.30 tiden bevægede flere smågrupper sig mod Vesterbro. Men der var stadig grupperinger ved Korsgade. Omkring klokken 22 brugte politiet tåregas for at sprede uromagerne.

Også Valby Langgade blev plaget af uromagerne, og flere butikker fik smadret deres facaderuder.

Omkring klokken 22.00 kunne politiet i København konstatere, at uroen var voksende. Flere og flere containere blev sat i brand og kl ca. 22.20 gik det også ud over en bil ved Mimersgade/Rådmandsgade.

Aftenen havde indtil nu medført ildpåsættelsen på mindst ni biler efter hvad Bt.dk erfarede, og det var dobbelt op i forhold til de øvrige tre dage, hvor det var blevet til fire i alt.

- Det er organiseret det her, ingen tvivl om den sag, sagde en anonym politileder i aftes, mens man var ved at snakke med en kvinde, der havde set en hætteklædt ung mand sætte ild til en bil i en garage på Nyelandsvej på Frederiksberg.

Omkring klokken 23 brød der uroligheder ud ved Guldbergsgade/Sjællandsgade på Nørrebro. Også her blev der sat ild på en vogn. Aftenens tiende.

På Gåsebæksvej i Valby så flere vidner omkring 10 unge 2. generationsindvandrer-drenge kaste en cykel ind mod en forretningsrude.

Lidt før midnat måtte Københavns brandvæsen indkalde ekstra mandskab, ligesom politiet måtte have assistance fra Vestegnens politi i Glostrup og fra Nordsjælland.

Men balladen fortsatte med uformindsket kraft. Og lidt over midnat måtte politi og brandvæsen igen rykke ud til Tingbjerg. Her var der sat ild på fire af postvæsenets biler.

Flere vidner kunne fortælle, at de unge kastede molotov-cocktail ind gennem ruderne på bilerne, hvorefter de brød i brand.