Næsten 10 kilo kokain og 45 kilo hash.

Samt tre skarpladte pistoler i en parkeret bil.

Sådan lyder nogle af de belastende elementer i de alvorlige sigtelser, som en 29-årig mand tirsdag er blevet præsenteret for i Dommervagten i København.

Den omfattende sag er ifølge Københavns Politi en udløber af en større sag, hvor flere udlændinge for et par uger siden blev anholdt og varetægtsfængslet for at have frihedsberøvet en kvinde på et hotel.

Den seneste anholdte, 29-årige mand nægter sig skyldig. Det er kommet frem ved et grundlovsforhør i Københavns Byret tirsdag.

Her har en dommer dog besluttet at varetægtsfængsle manden i foreløbig 13 dage.

I aktionen mandag aften ransagede betjente flere biler omkring Ørestaden på Amager.

I en personbil på en parkeringsplads på Richard Mortensens Vej fandt de tre pistoler, der var isat magasiner med skarpe patroner.

Og i en varebil, der holdt parkeret på Hannemanns Allé ved Royal Arena, fandt betjentene 45 kilo.

Det fremgår af de sigtelser, der blev læst op i retsmødet, inden dommeren besluttede at lukke dørene af hensyn til den fortsatte efterforskning.

Samtidig sigtes den 29-årige mand for på et ukendt tidspunkt forud for 15. marts i år at have håndteret i alt næsten ti kilo kokain.

Det er ifølge sigtelserne i hvert delvist sket i forening med en 21-årig kvinde, der ved et grundlovsforhør 17. marts i København også blev varetægtsfængslet.

For godt to uger siden foretog politiets betjente de første anholdelser i sagskomplekset.

Her blev tre mænd med hollandsk statsborgerskab sigtet og varetægtsfængslet for at have holdt en kvinde fanget på et hotel.

»Der er tale om den samme kvinde, som et par dage senere selv blev varetægtsfængslet. De udenlandske mænd er sigtet for i flere dage teknisk set at have frihedsberøvet hende på hoteller i centrum af København,« oplyser vicepolitiinspektør Knud Hvass - leder af Københavns Politis afdeling for organiseret kriminalitet - til B.T.