Tirsdag sidder en 19-årig mand i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Københavns Politi mener, at han var med til at planlægge bombeangrebet på Hells Angels klubhus på Svanevej i Københavns Nordvestkvarter.

Et brag, der var så voldsomt, at huset rystede, ruderne klirrede og flere naboer vågnede med et sæt 9. september i år.

Ifølge B.T.s oplysninger er den 19-årige mand svensk statsborger. 

Københavns Politi skriver på X, at han blev udleveret fra Sverige til Danmark mandag.

Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen.

To mænd sidder allerede fængslet i sagen. Den ene en dansk statsborger, den anden en svensk statsborger. Førstnævnte har også ifølge B.T.s oplysninger relationer til den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).

Det fremgår af sigtelsen mod manden den 19-årige, at han handlede sammen med de to anholdte, da en hjemmelavet bombe blev fragtet fra Vejby i Nordsjælland til Svanevej.

Angiveligt var der tale om en eller flere hjemmelavede bomber lavet af kunstgødning.

Ifølge politiets sigtelse blev en bombe overleveret til en af de sigtede den 5. september 2023 ved Field's.

Bomben blev ifølge sigtelsen senere videreoverdraget til to uidentificerede gerningsmænd, som placerede den ved HA-klubhuset på Svanevej og fik den til at detonere i de tidlige morgentimer 9. september.

Dengang fortalte Københavns Politi, at eksplosionen blev betragtet som en bevidst handling og skulle ses i sammenhæng med den aktuelle bandekonflikt mellem HA og den forbudte bande Loyal To Familia.

Den 19-årige mand blev varetægtsfængslet i 14 dage frem til 19. december - samme varetægtsfængslingsfrist som de to andre anholdte i sagen.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.