»Hun stoppede aldrig med at snakke. Og det er det, jeg savner mest,« fortæller hun, før hendes stemme knækker over, og hun må finde en serviet frem for at tørre tårer bort:

»For jeg kan ikke høre hende snakke mere.«

For lidt mere end to uger siden mistede den niårige britiske pige Olivia Pratt-Korbel på brutal og pludselig vis sit liv.

Siden har hendes families liv været et langt mareridt – og en kamp for at forsøge at finde frem til de ansvarlige.

Olivia Pratt-Korbel blev blot ni år. Billedet er delt af politiet med familiens godkendelse.
Olivia Pratt-Korbel blev blot ni år. Billedet er delt af politiet med familiens godkendelse. Foto: Merseyside Police
Vis mere

I den forbindelse står Olivias mor, Cheryl Korbel, nu for første gang frem i en video, som politiet i Merseyside har delt. I håb om, at det kan føre til flere oplysninger i sagen, så den kan blive endeligt opklaret.

Blandt andet kommer moderen med en direkte appel til den skyldige – og til dem, der dækker over vedkommende eller ligger inde med information:

»Du ved, du har gjort noget forkert, hvilket du er nødt til at tage ansvar for,« siger den 46-årige Cheryl.

»Som jeg har lært mine børn: Hvis du gør noget forkert, så står du ved det.«

Olivia blev dræbt 22. august om aftenen, hvor hun blev skudt af en maskeret mand i sit eget hjem i Liverpool.

Den bevæbnede mand havde forinden jagtet en anden mand, som flygtede ind i Olivia Pratt-Korbel families hus.

Den maskerede mand fulgte efter ham – og affyrede flere skud. Et af dem ramte først Cheryl i hånden, før kuglen fortsatte sin bane og ramte den niårige pige, der havde stået bag sin mor, i brystet.

Hendes liv stod ikke til at redde.

»Hun (Olivia, red.) var min lille skygge. Hun gik overalt med mig. Alle, hun mødte, blev forelskede i hende. Hun efterlod et præg på alle, hun mødte. Hun var kun ni år, men hun fyldte meget ind i de ni år,« mindes Cheryl i videoen:

»Ingen – ingen overhovedet – bør skulle gå igennem det her.«

Politiet delte forleden også en video, som Olivias far – John Francis Pratt – har delt med offentligheden.

I videoen, som kan ses herunder, kan man se de to sammen til et julemarked:

En 34-årig mand fra Liverpool er blevet anholdt under mistanke for drab og drabsforsøg – men han er siden blevet løsladt mod kaution.

Tre andre mænd er også anholdt i sagen og er under mistanke for på en eller anden vis at have hjulpet eller bistået gerningsmanden.