Henholdsvis 20 år og fem år er der gået, siden to kvinder blev vold-taget af den samme mand, en af de mest bestialske for-brydere i Danmark, Amagermanden. Og selv om hans ofre er kommet videre i livet, er det som at åbne døren til et rædselskabinet, hver gang de genfortæller forløbet.
Otte kvinder fik deres liv ødelagt, de to af dem blev dræbt, og de seks andre voldtaget, da Amagermanden hærgede fra 1987, og indtil han blev anholdt i 2010. To af kvinderne har takket ja til at møde avisen for at fortælle deres historie og for at berette om, hvordan det er muligt at komme videre i livet efter overgrebene.
På alle tænkelige måder er de to kvinder forskellige. Den ene er meget talende og har nemt ved ord, den anden er meget lyttende og har det svært med ord. Den ene er 34 år, slank og meget udadvendt, den anden er 22 år, buttet og indadvendt.
Alligevel er der et bånd, en ordløs forståelse mellem de to, som virker ubrydeligt. De er ført sammen i livet, fordi de er blevet voldtaget af den samme mand, og det har gjort deres relation stærkere, end de troede muligt.
Mandy Johnsen, 22 år, og 34-årige Anette (opdigtet navn. red.) er i Randers en blygrå dag i marts, mødestedet er den trygge base på kontoret hos Landsforeningen Hjælp Voldsofre, der har været en stor støtte for seks voldtægtsofre i sagen.
Ødelagt i hovedet
»Selv om der er gået 20 år, så ændrer det jo ikke på, at du er helt ødelagt heroppe«, siger Anette og peger på sit kønne hoved. Hun vender ansigtet mod Mandy, som nikker. Mandys blå blik siger det hele: At begge bærer på et overgreb, der altid ligger der og altid vil ligge der.
Mandy så sit livs mareridt i øjnene for fem år siden og er enig i, at tiden ikke heler alle sår. Man lærer at leve med det, men det forsvinder ikke.
De to kvinder har massevis af psykologhjælp bag sig.
Anette har for eksempel lige gennemgået, hvad hun kalder et ret heftigt forløb med sin psykolog, og hun kan i dag sagtens fortælle om, hvad der skete 19. oktober 1995, da hun, to veninder og en anden kvinde blev voldtaget.
Sagtens og sagtens, det skulle vise sig efter interviewet, at det igen rippede op, at Anette blev så forbandet træt i kroppen, i sjælen, af at berette om den morgen, da monstret slog til i hendes eget hjem, og da den 15-årige piges liv for evigt skulle forandre sig.
Behandling, psykolohjælp, terapi og mange lange snakke senere er der stadig ting, der skal bearbejdes.
Mandy takkede i øvrigt i første omgang nej til psykologhjælp.
»Det var jo et tegn på svaghed at gå til psykolog, og jeg prøvede på at være stærk for alle andre omkring mig og for mig selv. Men efter et år begyndte jeg alligevel at gå til psykolog,« siger hun, og nu skal hun snart gennemgå det samme forløb, som Anette lige har været igennem, et forløb. Det går ud på at få de to hjernehalvdele til at tale sammen og få sindet til at acceptere og leve med de sår, som overgrebene har givet. Det kaldes EMDR (forkortelse for Eye Movement Desensitization and Reprocessing) og er blandt andet anerkendt af WHO som en effektiv terapi til behandling af PTSD.(Posttraumatisk Stresslidelse).
Forsøgte at glemme
Mens der gik 15 år, fra Anette blev voldtaget og til Amagermanden blev anholdt, var det Mandys sag, der fældede ham. Han tabte et kondom med sæd, og det fik sagen til at rulle.
Anette forsøgte at glemme, og det gik egentlig meget godt, indtil det så gik galt. Hun har kæmpet med senfølger som mistillid til mænd og har haft svært ved at binde sig. Har haft svært ved at tro på, at det passede, hvad mænd sagde til hende.
Og voldtægten i hendes ungdom betød et utroligt stort tab for hende.
»Jeg mistede mine barndomsminder. Jeg gik ud ad huset den morgen, og kom aldrig tilbage til huset igen, og det blev solgt kort efter. Efter overgrebet fik min mor en depression og har det vel tildels endnu. Det har påvirket alle omkring mig, mine søskende, mine forældre, mine nærmeste,« siger hun.
Hun føler også skyld. Og skam.
»Det var jo mig, der havde inviteret mine to veninder hjem til mig. Havde jeg ikke gjort det, eller var vi ikke gået i byen, var det jo ikke sket. Mange af mine klassekammerater kunne heller ikke forstå, hvorfor vi ikke gjorde noget. Vi var jo fire mod ham. Fire mod en. Men vi kunne ikke, vi var så bange, at vi ikke var i stand til at handle. Han havde en kniv, men faktisk var hans ord og trusler lige så slemme som kniven. Man anede ikke, hvor man havde ham, og hans fremgangsmåde var den samme som torturudøvere, bruger, har jeg senere fået at vide,« siger Anette.
Var bange i starten
Mandy var bange for at gå ud i begyndelsen, før Marcel Lychau Hansen, alias Amagermanden, blev anholdt, dømt og fængslet. Hun var bange, når det var mørkt, når hun så mænd med huer på eller mænd på cykel.
Mandy føler, at Amagermanden tog fire-fem år af hendes liv, fordi alle planer og drømme smuldrede.
»Jeg forsøgte at være stærk for mine nærmeste og for mig selv. Og en overgang gav jeg alt andet skylden. Jeg stødte stort set alle mine venner fra mig, fordi jeg gav voldtægten skylden for alt. Og jeg fik en spiseforstyrrelse. Jeg kunne ikke holde til at gå i skole, jeg kunne kun holde ud at gå derhjemme,« siger Mandy, hvis drøm dengang var at blive socialpædagog.
I dag er hun uden job, uden uddannelse. Men hun har håbet om, at hun bliver socialpædagog en dag.
»Ja, det skal jeg nok blive,« siger hun med fast stemme og et stort smil.
»Gu’ skal du så,« lyder det opbakkende fra Anette.
Skal ikke styre livet
Mens Mandy har en kæreste og drømmer om at få børn, så har Anette et barn, men er blevet single.
Anette er meget målrettet i sit forsøg på at komme videre.
»Voldtægten skal ikke styre mit liv. Det er sket, ja, men det er noget, jeg skal leve med. Det vil altid være i min bagage, men jeg vil ikke lade det bestemme noget mit liv. Man har så meget fokus på det, at det nemt kan blive undskyldningen for, at noget går skidt. Alle har jo noget med i bagagen, stort eller småt, men det er da ikke ensbetydende med at de giver det skylden for alting. Og selvfølgelig betyder voldtægten da, at jeg er blevet dårlig til at tackle nogle ting i mit liv, men det må jeg så arbejde med og lære at få gjort bedre,« siger Anette.
I dag er de to i stand til at sove om natten uden at få mareridt om manden, der voldtog dem. Det er lang tid siden, de har haft onde drømme om ham.
De er enige om, at hele går meget bedre, de er på vej videre, og Amagermanden er ikke en, der hele tiden spøger i hverdagen. Men de to kvinder har også været megen behandling igennem, og de har som noget helt enestående i dansk kriminalhistorie været på kursus i Randers, hvor seks kvinder, voldtaget af samme mand, Amagermanden, har mødt hinanden og fået talt ud om deres sager.
De ved nu, at de er seks kvinder, der har hinandens opbakning og hinandens forståelse. Uanset hvad vil de være der for hinanden.
Men de er lige så bevidste om, at lige meget hvad, så lægger Amagermanden sin mørke skygge over deres liv, resten af deres liv.
