Nu skal politidirektørens bonus sikres og derfor skulle udrykningsenheden hos Københavns Politi i onsdags på bødejagt.   (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2011)
Nu skal politidirektørens bonus sikres og derfor skulle udrykningsenheden hos Københavns Politi i onsdags på bødejagt.   (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2011) Foto: Claus Fisker

Nu skal næste års bonus til politidirektøren sikres, og hos Københavns Politi er bødesæsonen derfor indledt for fuld kraft på hovedstadens veje.

Udrykningssektionen hos Københavns Politi skal rykke ud til skyderier, røverier, indbrud og anden kriminalitet. Men så sent som i onsdags fik en gruppe betjente fra udrykningssektionen til deres store overraskelse pludselig ordre på i stedet at tage på bødejagt i civile biler.

- Vi fik at vide, at det var en beslutning, der ikke kunne diskuteres, selv om vi undrede os noget. Men det lå i luften, at nu skulle der skrives bøder ud, fordi det skulle pynte på måltallene, siger fællestillidsrepræsentanten for udrykningssektionen hos Københavns Politi, Brian Tommy Hansen, til BT.

Ifølge Brian Tommy Hansen betød udrykningssektionens bødeaktion i forgårs, at der ikke var nogen til at køre en fangetransport.

- Det endte med, at færdselsafdelingen måtte træde til og fragte fangen. Det virkede ærlig talt skørt, at vi skulle skrive bøder ud, mens færdselspolitiet skulle gøre vores arbejde, siger tillidsrepræsentanten.

Antallet af bøder er en del af de meget udskældte måltalskrav, der har betydning for politidirektørernes bonusser. Den nye politidirektør hos Københavns Politi Thorkild Fogde vil tilsyneladende ikke risikere at få samme lave bonus for dårlige måltal som sin forgænger Johan Reimann, der sidste år blot fik 65.000 kr. af den samlede bonuspulje på 901.000 kr.

Dermed lå han helt i bunden blandt landets 12 politidirektører, der fik mellem 65.000 kr. og maksimalt 80.000 kr.

Politiinspektør Gert Sejbak afviser, at Københavns Politi er bagud i antal af bøder i år.

- Jeg kan oplyse, at vi ikke er bagud. Men vi ved ikke, hvordan resten af året forløber i forhold til bandeopgør, store fodboldkampe, statsbesøg og så videre, der kræver vores ressourcer. Derfor besluttede vi onsdag denne aktionen for netop ikke at risikere at komme bag ud med antallet af bøder senere på året, siger han.

Gert Sejbak, hvorfor skal udrykningssektionen pludselig ud at skrive bøder, når det er færdselspolitiets opgave?

- Nu var der onsdag mulighed for at betjente fra udrykningssektionen kunne deltage i aktionen, fordi det var en ret rolig dag, så det var en prioritering.

Men det betød, at færdselspolitiet pludselig skulle køre med fanger?

- Nu går transport af fanger på skift mellem afdelinger, men det kan da godt være vi skulle have gjort det anderledes, det vil jeg ikke afvise lige i den situation.

Både Politiforbundet samt Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil have afskaffet de bonusgivende måltalskrav. Og Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup mener, at eksemplet fra Københavns Politi er meget sigende og han vil bede justitsminister Morten Bødskov (S) tage affære.

- Politiet skal fokusere på at skabe tryghed for borgerne og ikke bare forfølge nogen måltal, der er lavet for at give ledelsen en flot bonus, siger Peter Skaarup.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.