»Nu har jeg fået nok. Virkelig nok.«

En dansk piges indlæg på Facebook skaber netop nu stor opmærksomhed.

Pigen, Sofie Fredsgaard, har ikke alene skullet leve med tabet af sin far, der blev slået ihjel i 2007. Hun har også måttet leve med at skulle se manden, der slog hendes far ihjel, gentagne gange, når han dukker op på nettet som et 'sjovt indslag'.

Nu har Sofie fået nok, og deler nu sin og sin fars historie med offentligheden.

Sofies far blev dræbt i 2007 som den tragiske kulmination på et skænderi, efter en fest på en minkfarm i Hadsund. Nicolai To Schuldt, som drabsmanden hedder, blev idømt 12 års fængsel for at have skudt Sofies far to gange i hovedet med et gevær.

I TV Syd-programmet »Kaffe med Kurt« medvirkede drabsmanden senere og gjorde sig landskendt med bemærkningen: »Han havde været træls gennem en længere periode«. Tv-klippet er et stort hit på Youtube med mange visninger og talrige kommentarer.

»Nu har jeg fået nok, virkelig nok! Jeg logger ind på Facebook i går - og der er han, og den fucking video igen igen!!,« skriver drabsofferets datter og fortæller, hvorfor hun nu vil dele sin historie.

»Ikke for at få opmærksomhed, men for at fjerne opmærksomheden fra den syge stodder og flytte fokus hen på der hvor fokus faktisk burde være! På min far, på et godt menneske der ikke er her mere, på en bror, en søn, en ven af mange og mest af alt af et levende individ der blev slået ihjel af ingen grund og efter det blive set som en joke,« skriver Sofie i indlægget, der i skrivende stund har fået knap 9000 likes.

»Den video er ikke underholdning, den mand er ikke sjov, han er syg! Og alle der griner af den video eller skriver 'jeg elsker ham' osv. Burde melde sig til en psykolog. Jeg fatter slet ikke de har sendt den udsendelse det er som at spytte på min fars grav!!!!«, skriver hun med en klar opfordring til, at tv-indslaget nu slettes fra Youtube.

Bt.dk arbejder på at få en kommentar fra Sofie Fredsgaard.

Til Ekstra Bladet fortæller hun, hvordan videoen har været samtale-emne selv til fester, hvor familien deltog.

»De ved ikke, det er min far, der er blevet dræbt. Det er helt surrealistisk«, siger hun til Eb.dk

TV SYD ønsker ikke at udtale sig om sagen, men henviser til et citat fra 2011, hvor programchef Claus Christensen udtalte sig:

»Jeg har vanskeligt ved at dele forargelsen over, at indsatte har ytringsfrihed. Vi fandt det interessant at høre en drabsmands bevæggrunde for at slå ihjel. Det er ikke nødvendigvis en sympatisk begrundelse, men ikke desto mindre en del af vores fælles virkelighed,« siger Claus Christensen til bt.dk.