Nu reagerer minister på Wasims fem voldtægter: Forstår folks vrede og utryghed
Han er dømt for fem voldtægter på lidt over 20 år, men er snart en fri mand igen. Minister er åben for at se på reglerne.

Han er dømt for fem voldtægter på lidt over 20 år, men er snart en fri mand igen. Minister er åben for at se på reglerne.

Han har voldtaget fem forskellige kvinder over en periode på mere end 20 år.
Alligevel er han om fire måneder igen en fri mand, der potentielt kan begå sit sjette overgreb.
Det har vakt forargelse blandt både retsordførere, læsere og nu også justitsminister Nicolai Wammen (S).
»Jeg forstår godt, at det vækker både vrede og utryghed, når man læser om en mand, der gentagne gange er dømt for voldtægt. Det er af højeste prioritet for mig, at borgere i Danmark kan føle sig trygge og sikre,« lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.
Den nu 43-årige mand voldtog blandt andet i 2006 en 16-årig pige i en elevator i København.
I 2018 udsatte han en 19-årig kvinde for en voldtægt i et kælderrum i Roskilde.
Senest begik han i 2024 et overgreb mod en kvinde i Silkeborg. Den sidste voldtægt takserede Retten i Viborg til en forvaringsdom, men i Vestre Landsret blev det ændret til to og et halvt års fængsel.
Ved du noget om Wasim Essam Hajress' sager? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.
B.T. har spurgt Nicolai Wammen, hvad han mener om den nye dom.
Ministeren svarer dog ikke konkret på det spørgsmål, men oplyser:
»Jeg er også åben over for at se på, hvordan vi fremadrettet bedst kan forhindre, at gerningsmænd gentagne gange udøver grov kriminalitet, sådan som vi bl.a. har set det i denne alvorlige sag.«
Han understreger ligeledes, at man fra regeringens side tidligere i år vedtog, at straffen for voldtægt fremover skærpes med 50 procent.
Tidligere har flere retsordførere over for B.T. kritiseret landsretten for at have ændret forvaringsstraffen til en fængselsstraf.
»Jeg er chokeret over den lempelse. Og jeg er chokeret over, at straffen er endt så lavt. Jeg har set et par sager nu, hvor landsretten har ændret forvaringsdomme til fængselsstraffe. Noget kunne tyde på at strafregimet skrider, og at der dømmes mildere i landsretten,« sagde blandt andet Konservatives retsordfører, Mai Mercado, og fortsatte:
»Det er vi kraftigt modstander af, og derfor vil jeg stille et par spørgsmål for at få det boret ud. Jeg vil bl.a. spørge ministeren om antallet af domme, hvor landsretten har ændret forvaringsdomme til fængselsstraffe.«