Den livstidsdømte Peter Madsen skal ikke længere nøjes med håndskrevne breve, når han vil i kontakt med omverdenen.

En person, der har tætte relationer til Peter Madsen, oplyser til B.T., at den 46-årige ubådsbygger nu må have telefonisk kontakt med omverdenen.

Kriminalforsorgen ønsker ikke at kommentere den enkelte indsattes forhold over for B.T., men henviser til deres hjemmeside, hvor det fremgår, at indsatte i lukkede fængsler har tilladelse til at telefonere til 10 godkendte personer.

Opkaldene sker under kontrol, og man sikrer sig ifølge Kriminalforsorgen, at adgangen til telefonopkald ikke misbruges ved 'aflytning, som foretages ved, at indholdet af alle telefonsamtaler optages og efterfølgende kontrolleres'.

Peter Madsens advokat, Betina Hald Engmark, ønsker ikke at kommentere oplysningerne.

Den 46-årige ubådsbygger blev for nylig rykket til Herstedvester Fængsel, og dermed valgte Kriminalforsorgen at efterkomme Peter Madsens ønske om at blive flyttet fra Storstrøm Fængsel, hvor han den 8. august blev overfaldet af en 18-årig medfange.

Kort forinden overflytningen inviterede Peter Madsen ellers alle og enhver til at skrive til ham via den Facebook-profil, der efter alt og dømme er hans egen.

Det skete i et Facebook-opslag, hvor han skrev, at han var interesseret i pennevenner, og at disse skulle huske at angive deres adresse, hvis de kontaktede ham.

»Jeg kan ikke sende e-mail eller Google-kontaktinfo. Jeg vil svare alle, der skriver til mig,« lovede han.

Opslaget var skrevet af via en anonym mellemmand med dæknavnet Zagadka.

Peter Madsen blev dømt fængsel på livstid den 25. april i år for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

Han nægtede sig skyldig, men valgte at acceptere rettens afgørelse om skyldsspørgsmålet. Han ankede imidlertid straffens længde, som han ønsker bliver sat ned.

Ankesagen er berammet til 5., 12., og 14. september. Her skal Østre Landsret tage stilling til, om Peter Madsen skal have nedsat sin straf.