Siden fristforlængelsesmødet i oktober har offentligheden ikke hørt fra drabssigtede Peter Madsen, men nu har forfatteren bag bogen 'Raket-Madsen' modtaget et langt, håndskrevet brev fra Vestre Fængsel.

Thomas Djursing står bag biografien 'Raket-Madsen', og nu er han aktuel med første del af en lang, elektronisk serie ved navn 'ubådsmysteriet', der altså dykker ned i den verserende sag.

I den forbindelse har forfatteren etableret en skriftlig kontakt med Peter Madsen i fængslet, og her har den drabssigtede sat nogle ord på, hvordan han har det i fængslet:

»Peter er meget åben og har fortalt mig en del om, hvordan han har det i fængslet, men det vil han ikke have, at jeg fortæller omverdenen om endnu. Vi har også forsøgt at mødes, men det kan ikke lade sig gøre,« fortæller Thomas Djursing til BT.

I serien 'Ubådsmysteriet', der hver uge op til retssagen vil blive udgivet på Saxo, tager Thomas Djursing et nærmere kig på sagen.

Thomas Djursing har derfor kigget nærmere på sagens detaljer og begivenhederne frem til ubådsturen. I den forbindelse er han blandt andet blevet klogere på, hvorfor Peter Madsen op til ubådsturen var en 'presset mand':

»En ting er helt sikkert: Peter var i en utroligt stressende og presset periode, da han tog med Kim Wall ud i ubåden. 24 timer før meldte han jo ud, at han trak sig fra en storstilet raketopsendelse, og det var et stort nederlag. Det er et udtryk for, at han ikke lykkedes. Men det er ikke kun det! I hele året op til havde der været et stort pres på Peter, der jo havde kæmpet mod sine gamle venner i Copenhagen Suborbitals,« fortæller Thomas Djursing.

Mange af de oplysninger om sagen, der er kommet i Thomas Djursings hænder, kender offentligheden til, men forfatteren er også kommet i besiddelse af information, der kan kaste nyt lys over ubådssagen:

»Jeg har været i kontakt med nogle kvinder, der har været alene med Peter Madsen på ubåden, men af hensyn til etiske overvejelser om vidne- og kildebeskyttelse har jeg endnu ikke offentliggjort dette,« fortæller han.

Peter Madsens åbenhed omkring sex er dog ingen hemmelighed, men det var først i slutningen af oktober, at politiets sigtelse også omfattede 'anden kønslig omgang end samleje under særlig skærpende omstændigheder'. Det skete, efter Peter Madsen igen ændrede forklaring og denne gang beskrev, at Kim Wall døde som følge af en kulilteforgiftning i ubåden.

Thomas Djursing har været i kontakt med flere af Peter Madsens bekendte, og han beskriver en stor del af dem som 'skuffede, forfærdede og bange'.

Retssagen mod Peter Madsen begynder den 8. marts 2018 i Københavns Byret.