Østre Landsret gentager onsdag byrettens dom og idømmer drabsdømte Peter Madsen fængsel på livstid for drabet på den svenske journalist Kim Wall.

»Jeg kan oplyse om, at det er en enig landsret, der er kommet frem til resultatet,« lyder det fra retsformand Jan Uffe Rasmussen.

Dermed følger Østre Landsret anklagemyndighedens påstand om fængsel på livstid. Peter Madsens forsvarer, advokat Betina Hald Engmark, gik derimod efter en tidsbegrænset straf på mellem 14 og 16 års fængsel.

»Det lægges til grund, at der er en sag med en usædvanlig grovhed under særligt skærpende omstændigheder. Kriminaliteten var særligt planlagt, og han har udnyttet forurettedes sagesløse stilling,« siger retsformanden.

Dermed er der efter alt at dømme sat punktum i en af danmarkshistoriens mest spektakulære retssager.

For Peter Madsen er der det spinkle håb om at få sagen prøvet ved Højesteret.

Det kræver en godkendelse fra Procesbevillingsnævnet, der skal vurdere, om sagen er principiel nok til, at den kan prøves ved landets højeste retsinstans.

Dommerpanelet i Østre Landsret skulle alene tage stilling til, hvilken straf ubådsbyggeren skulle have. Drabsmanden valgte nemlig at acceptere byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet.

Dermed ligger det fast, at Madsen i august sidste år efter forudgående planlægning bandt, seksuelt mishandlede, dræbte og parterede den svenske journalist Kim Wall under en tur i ubåden "UC3 Nautilus".

/ritzau/