Den 33-årige mand, der torsdag blev anholdt som mistænkt for drabet på Anders Mark Hansen i en skov på Stevns, er mandag blevet varetægtsfængslet. Dermed har politiet nu to mistænke bag tremmer.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Beviserne var for tynde, da politiet i fredags bad retten i Roskilde om at varetægtsfængsle manden, der blev fremstillet i grundlovsforhør. Politiet fik derfor kun lov til at fastholde ham i tre dage.

Efterforskerne har derfor arbejdet i døgndrift weekenden igennem for at kunne samle bevismateriale nok til at få den mistænkte varetægtsfængslet ved dagens retsmøde. Og det har tilsyneladende båret frugt.

Bag lukkede døre besluttede retten mandag eftermiddag, at der var tilstrækkeligt med beviser, og den 33-årige, der kommer fra samme lokalområde som den dræbte, blev varetægtsfængslet frem til 29. marts, oplyser politiet.

Manden, der færdes med krykker på grund af en rygskade, nægter sig fortsat skyldig. Men ikke desto mindre er han sigtet for drabet på den 22-årige mekaniker, der for lidt over en uge siden blev fundet kvalt i en skov bag sin bil.

Søndag blev en 27-årig mand varetægtsfængslet i samme sag. Politiet mener, at de to mænd var sammen om drabet på Anders Mark Hansen. Dog er den 27-årige af dommeren 'kun' blevet varetægtsfængslet for medvirken til grov vold, men politiet sigter ham stadig for drabet.

Begge de fængslede nægter sig skyldige.

Ifølge vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi er fængslingerne af de to mænd et resultat af 'en samlet pakke af efterforskning':

- Det materiale, som vi i dag kunne lægge frem i retten i forhold til den 33-årige, var stærkere end det, som vi havde i fredags. Og det har dommeren altså også vurderet, siger han til bt.dk.

På grund af de lukkede døre under retsmøderne og hensynet til den fortsatte efterforskning, har han ikke lyst til at gå i detaljer med sagens indhold eller politiets materiale mod de to mænd. Om forholdet mellem de to mænd siger han dog:

- Deres relation er meget sporadisk og flygtig - i hvert fald ud fra de oplysninger, som vi har på nuværende tidspunkt. De ved, hvem hinanden er, og det er tilsyneladende det.

Men det lyder vel umiddelbart lidt usædvanligt, hvis to mænd, der dårligt kender hinanden, pludselig samarbejder om at slå en tredje mand ihjel?

- Tja, men det kan jeg ikke kommentere på foreløbig. I må nok vente, til sagen eventuelt kommer for retten for at få det spørgsmål opklaret, lyder det fra efterforskningslederen.