Politiet undersøger de episoder på Herlufsholm Skole, der er beskrevet i dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder'.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der ifølge en pressemeddelelse er bekendt med dokumentarudsendelsen 'Herlufsholms hemmeligheder', som blev vist torsdag 5. maj 2022 på TV 2.

I dokumentaren beskrives episoder, som kan være overtrædelser af straffeloven.

Det vil politiet nu undersøge nærmere.

»Vi ser udsendelsen grundigt igennem, og hvis vi vurderer, at der er hændelser, hvor straffeloven kan være overtrådt, så vil vi indlede en efterforskning,« siger politiinspektør Kim Kliver.

Desuden opfordrer politikredsen til, at både nuværende som tidligere elever henvender sig til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvis de ønsker at anmelde, at de har været udsat for strafbare forhold.

Det kunne for eksempel være voldsepisoder eller psykisk vold under deres ophold på Herlufsholm Skole.

Samtidig kom nyheden om, at skolens bestyrelse på Herlufsholm Skole har indgivet en politianmeldelse mandag.

Politiet bør undersøge, om et eller flere tilfælde skal undersøges, lyder det fra bestyrelsen.

B.T. følger sagen.