Mandag eftermiddag blev en 55-årig dansk mand meldt død i Østrig.
Nu bekræfter Udenrigsministeriet den tragiske hændelse.
Det var den østrigske bjergredningstjeneste, der tidligere på dagen oplyste, at man søndag havde fundet en 55-årig dansk mand død i Bad Gastein.
Manden var turist og blev ifølge nyhedsbureauet APA set i live lørdag aften sammen med nogle venner.
Da han ikke var på vennegruppens indkvartering søndag morgen, blev han meldt savnet til politiet.
Senere lød det, at den østrigske redningstjeneste havde fundet manden i nærheden af et vandfald ved floden Gasteiner Ache - de tilføjede, at der måtte være tale om en ulykke.
Mandag aften bekræfter det danske Udenrigsministerium til TV 2, at de er bekendt med, at en dansker er omkommet i Østrig.
De pårørende er underrettet, og Udenrigsministeriet yder konsulær bistand.
TV 2 skriver yderligere, at manden angiveligt var frosset ihjel i sneen.