Et ulmende opgør med hashhandlen på den berygtede Pusher Street afgøres på søndag.

100 beboere på Christiania i København har indkaldt til et stormøde, og særligt to punkter på dagsordenen kan få stor betydning.

Under titlen 'Undsigelse af hashmarkedet' søger beboerne opbakning til et opgør med den berygtede gade kaldet Pusher Street. Det fremgår af mødets dagsorden, som B.T. har set.

»Vi er meget spændte på udfaldet af mødet på søndag og følger nøje med i udviklingen,« siger politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi.

Vi har også oplevet, at vi blev angrebet med ting, der blev smidt ud fra vinduer på tredje og fjerde sal

Opgøret med Pusher Street kommer i kølvandet på en blodig sommer på Christiania.

En beboer beskriver i det lokale blad Ugespejlet, at »vold, våben og skudsikre veste, diverse hårde stoffer og bander er en realitet i gaden nu«.

Også politiet har observeret, at de københavnske gadebander nu også sælger hash i Pusher Street.

»Vi har igennem et stykke tid konstateret, at de kriminelle grupperinger, som vi ser andre steder i politikredsen, også er til stede på Christiania,« forklarer politiinspektør Tommy Laursen.

Volden kulminerede, da en 22-årig mand natten til 4. juli blev skudt og dræbt.

Mordet er stadig uopklaret, og sorgen over tabet af den unge mand med tilknytning til Christiania er stor. Han mindes nu på flere graffitimalerier.

Ved et stormøde på Christiania 19. juli udvandrede en gruppe beboere, efter de havde læst en erklæring med titlen 'Nok er nok' højt:

»Christianias hashmarked er ude af kontrol og har været det længe.«

Politiet mødte op i stort antal, da to mænd blev ramt af skud natten til 4. juli. En 22-årig mand mistede livet.
Politiet mødte op i stort antal, da to mænd blev ramt af skud natten til 4. juli. En 22-årig mand mistede livet. Steven Knap

»Det har vist sig umuligt for aktørerne på markedet at følge reglerne, og for nogle uger siden kulminerede det i et koldblodigt mord. Derfor siger vi stop nu. Vi vil ikke længere være Storkøbenhavns hashsupermarked, som er løbet løbsk,« lyder det i erklæringen, som er underskrevet af 87 Christiania-beboere.

Politiinspektør Tommy Laursen vil gerne rose dem.

»Jeg synes, det er rigtig flot, at så mange stiller sig op med navns nævnelse og tager afstand fra det her. Det er nye toner. De mennesker, der gør det, skal også vide, at vi er der for dem,« siger han.

Spørgsmålet er, hvad en lukning af hashhandlen på Christiania vil medføre?

»Vi har jo gjort os nogle erfaringer, da Christiania lukkede ned i relation til corona. Der var en del, der forsøgte sig med salg i randområderne omkring Christiania. Men fra et politimæssigt synspunkt er det nemmere at gå til, end det er inde på Christiania,« konstaterer Tommy Laursen.

Ifølge politiinspektøren så man i perioden, hvor Pusher Street var coronalukket, ikke en opblomstring af hashhandel uden for Christianshavn.

Generelt vil det være nemmere for politiet at bekæmpe hashhandel, hvis det foregår lokalt i Storkøbenhavn i stedet for på Pusher Street.

»Hvis vi skal ind og arbejde seriøst på Christiania, møder vi en meget stor modstand fra en gruppe pushere, som er voldsparate. Vi har også oplevet, at vi blev angrebet med ting, der blev smidt ud fra vinduer på tredje og fjerde sal, og det vil man typisk ikke opleve i Nørrebroparken eller et andet sted,« forklarer Tommy Laursen.

Nu er der altså indkaldt til et nyt stormøde på søndag.

Mødet fungerer med en form for konsensualt demokrati, hvilket betyder, at alle skal være enige i den beslutning, der træffes.

Udover det førnævnte oplæg på mødets dagsorden bærer et andet oplæg titlen: 'Giv hashmarkedet tilbage til Danmark.'

Hvordan det helt præcist skal ske, fremgår ikke af dagsordenen, men det skal diskuteres, hvordan Christiania kan lægge pres på politikerne for at legalisere hash.