Notat afslører: Hver tredje dømt for voldtægt er fra ikke-vestlige lande
Et notat viser, at indvandrere med ikke-vestlig baggrund og efterkommere fik 30 procent af dommene for voldtægter i 2025.

Et notat viser, at indvandrere med ikke-vestlig baggrund og efterkommere fik 30 procent af dommene for voldtægter i 2025.

Lørdag den 31. januar 2026 tidligt om morgenen skete en frygtelig forbrydelse i en kælder i Randers.
En mand med navnet Hassan Eibish gav en 18-årig pige adskillige lussinger og rev hende i håret, mens han voldtog hende.
Voldtægterne skete både fuldbyrdet og ved andet seksuelt forhold end samleje, og retten i Randers dømte manden skyldig i særdeles grov voldtægt.
Han fik tre års fængsel og udvisning af Danmark i 12 år.
Sagen står ikke alene.
Når der begås en voldtægt i Danmark er tæt på en tredjedel af gerningsmændene enten indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke vestlige lande. Helt specifikt var der i 2025 tale om 30 procent af de dømte.
Det er på trods af, at gruppen kun udgør 11 procent af den samlede befolkning.
Det viser notatet 'Opgørelse over dømte indvandrere og efterkommere' fra Justitsministeriet, som B.T. har fået indsigt i.
Tallene viser, at 124 personer blev dømt for voldtægt i 2025.
Af dem var 22 indvandrere fra et ikke-vestligt land, mens 15 var efterkommere 'af ikke vestlig oprindelse'.
Forskningsprofessor Lars Højgaard Andersen fra Rockwool Fonden har forsket i kriminalitet i to årtier. Han siger, overrepræsentationen blandt andet kan handle om en kulturel afledt forståelse af kvinder og kønsnormer.
»I de her miljøer kan der være en mere traditionel opfattelse køn, og dermed også hvordan relationen skal være mellem mand og kvinde,« siger Lars Højgaard Andersen.
Samme notat viser også, at 44 procent af de personer, som i 2025 blev dømt for drab eller drabsforsøg, er indvandrere fra ikke-vestlige lande eller efterkommere.
Og når det gælder domme for grov vold sidste år, havde 30 procent af gerningsmændene ophav i et ikke-vestligt land.
Ifølge Lars Højgaard Andersen skyldes de højere kriminalitetsrater blandt ikke-vestlige indvandrere både sociale og kulturelle faktorer som eksempelvis æresbegreber. Herunder også, at unge med ikke-vestlig baggrund i stor stil er involveret i bandemiljøet.
Hans pointer kan du læse i boksen nedenunder eller i artiklen her.