Et norsk skib kom torsdag aften i havsnød i dansk farvand.

Nu er skibet sunket. Derfor er der udsendt et varsel.

»Det gik ned ved 1.30-tiden i nat,« siger vagthavende officer ved Forsvarets Operationscenter Allan Mortensen til B.T.

Der er tale om et mindre norsk fragtskib, som nu befinder sig på havbunden 11 sømil nordvest for Gilleleje.

Der var fem personer ombord på skibet, men de blev reddet op og fløjet til Sverige med helikopter, skriver Forsvaret på Twitter.

»Forsvarets Maritime operationscenter håndterer det nødstedte skib, der fortsat flyder,« skriver de videre.

Nu er opgaven for Forsvaret at finde ud af, hvad der skal ske med skibet.

»Det ligger ikke på så dybt vand. Nu skal det vurderes, om skibet skal hæves, eller om det skal blive liggende,« siger Allen Mortensen.

Man havde både redningsbåde, fregatten 'Niels Juel' og en helikopter på stedet. Der var tidligere på aftenen også to svenske helikoptere på vej.

Niels Juel har nu forladt stedet, men fredag formiddag vil miljøskibe ankomme for at undersøge, om skibsforlisen medfører forurening eller ej.

»Der er også udsendt et navigationsvarsel, så kaptajnerne på andre skibe er opmærksomme på, at vraget kan være til fare for skibsfarten,« siger Allan Mortensen.

Skibets placering vil blive markeret med både bøjer og lyskegler, men det er endnu ikke sket, tilføjer han.

Det norske skib kom af endnu uvisse årsager i problemer i Kattegat nordvest for Gilleleje, hvor det fik slagside, så det lå og krængede så kraftigt, at det tog vand ind.

Derfor udsendte skibets besætning et såkaldt 'mayday'-nødråb over radioen.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne. De fem besætningsmedlemmer, som alle er nordmænd, blev undersøgt på hospitalet i Sverige, men er nu alle udskrevet.